søndag den 11. april 2021

Jeg er her endnu

Ved godt, at bloggen har stået lidt stille nu igen, men der er liv i mig endnu. Der har bare været så mange andre ting, der har krævet min opmærksomhed, så mit online liv har ikke været så pokkers aktivt - sådan er det jo altså bare, når man er mor. 

Men derudover, så har jeg det egentlig ret ok for tiden. Der er selvfølgelig nogle ting, der påvirker min dagligdag, som jeg ikke kan løbe fra, men må jo bare forsøge at få det bedste ud af livet med de diagnoser, der nu engang følger mig. 

Vi har pt nogle projekter i gang, som realiseres indenfor ganske kort tid, så når jeg lige føler for det, skal jeg nok dele med jer. 

Håber I alle havde en god påske. Her blev påsken brugt på hygge og på at hjælpe mine forældre med at pakke og køre flyttekasser - de har solgt deres hus, og har fået noget nyt fra på torsdag, så der har været run på. 

Tirsdag inden påske trodsede jeg angsten på en af de bedst tænkelige måder. Min mor skulle til kontrol på Odense Sygehus (efter hun blev opereret for kræft for små 4 år siden), og hun havde så spurgt, om jeg ikke gad køre med hende, for hun er ikke så glad for at køre turen alene. Og selvfølgelig gad jeg det. Bent og drengene havde alligevel fri, så vi aftalte, at jeg tog Silas med, og så kunne Bent og Niclas hygge sig lidt herhjemme. Vi fik så besked om, at der ville blive leveret nogle pakker til os om tirsdagen, så jeg valgte at tage toget til Kolding sammen med Silas, for så kunne Bent og Niclas komme og hente os, når vi havde været i Odense. Så Silas og jeg tog med toget, og han var simpelthen SÅ stolt den lille mand.  Turen gjorde ham dog så træt, at han hellere ville blive hjemme sammen med min bror fremfor at tage med min mor og jeg til Odense, så sådan blev det. Og da han kom i børnehave i tirsdags fortalte han lystigt om, at han havde været ude og køre tog med mor, så ingen tvivl om at det var det hele værd. 

Jeg har det sgu egentlig sådan lidt svært med at mine forældre skal flytte om små 10 dage (deres møbler bliver flyttet d. 19. april), for altså det er jo mit barndomshjem. Altså bevares, jeg boede et andet sted indtil jeg var 4 år, men det er begrænset, hvad jeg kan huske derfra. Alle mine minder er jo mere eller mindre fra Bekkasinvej - der er selvfølgelig enkelte ting, jeg kan huske fra Tvedvej, men det er dæleme ikke meget. Så det at se hele mit barndomshjem - og drengenes andet hjem (forstå mig ret), har været hårdt, og jeg tror det bliver ligeså hårdt, når nøglerne er afleveret og vi ikke skal derhjem igen. Selvfølgelig skal vi nok skabe en masse nye minder i deres nye hjem, men ja derfor er det stadig lidt svært. 






onsdag den 10. marts 2021

Ugens hurtige (uge 9)

Vi er atter gået ind i en ny uge, så her kommer de hurtige fra sidste uge. 
  • Har holdt så nogenlunde fast i mine gåture sidste uge. Selv om morgenen, når alle har været afleveret - og det i øvrigt har været møghamrende koldt - har jeg været ude og gå.  
  • Bent startede på kursus sidste uge, så han var - ligesom Silas og Niclas - af sted hver eneste dag. Det har været ensbetydende med en masse Mette-tid herhjemme om dagen. 
  • Min bror havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham.
  • Vi har fået pakket lidt mere ned og smidt ud. Utroligt, så meget man får samlet sammen på relativ kort tid. 
  • Havde nogle dage, hvor savnet til Bimmer, var ubeskriveligt stort.  


fredag den 5. marts 2021

Ugens hurtige (uge 8)

Ved godt, jeg sprang forrige uge over, men her kommer en kort opsummering af sidste uge:

  • Niclas var til kontrol ved ørelægen. Begge dræn er faldet ud og ørerne ser fine ud. Så han er afsluttet, og vi har nu "kun" 1 ørebarn. 
  • Vi tilbragte en masse tid i haven. 
  • Jeg kom ind i en ret god rytme, hvad angår gåture - nu skal det bare fortsætte. 
  • Hele familien Doctor Lund blev Corona testet - og som ventet var alle 4 negative. 
  • Der er ikke blevet pakket så meget ned herhjemme, men der er til gengæld sket så mange andre ting, som jeg dog ikke helt vil involvere andre i endnu. 

mandag den 22. februar 2021

Forår i luften

Endnu en uge er omme, og skal da lige love for, at de forårsagtige følelser er kommet til Vamdrup. I fredags kørte vi hjem til mine forældre, da vi havde hentet Silas (min bror havde inviteret os på kage til kaffe, så vi kunne lige så godt køre, da junior var hentet og vi alligevel var klar til at køre), og så var vi derhjemme til vi havde spist aftensmad. Og det var vildt hyggeligt. 

Mine forældre har jo solgt huset og skal være ude 1/5, så vi nyder den sidste tid i mit barndomshjem. Uagtet, at det er 15 år siden, jeg flyttede hjemmefra, så er det alligevel en anelse vemodigt, at de om 2 måneder skal flytte, og vi højst sandsynligt aldrig kommer derhjem igen. Men så må vi jo bare sørge for, at skabe en masse nye minder det nye sted - og det tror jeg også godt, vi kan. 

I lørdags var mine forældre og bror så herude og spise, og vejret var jo skønt. Vi havde stort set været ude det meste af dagen, og drengene nød det. Selv om vi ikke skal flytte endnu, så går vi alligevel og ordner en masse praktiske ting - både inden- og udendørs. Kan lige så godt bruge tiden på at sortere ud i det, vi alligevel ved, vi ikke skal have med. Og nu passer det jo fint, at vi kan sortere lidt i ungernes ting ude i haven, mens de render rundt og leger og hygger sig. 

Mine forældre kom jo så herud lørdag eftermiddag, og min bror skulle selvfølgelig lege med Silas ude i haven. Niclas ville hellere putte med først min mor og så derefter min far. Da han så senere skulle putte lidt ved onkel skete uheldet - Niclas faldt i søvn (ikke så uheldigt for os andre, men for Niclas er det noget nær en katastrofe, når nysgerrigheden må sættes til side for en lur). Niclas blev så puttet i sin egen seng, og så skulle Silas have mormor og onkel med på legepladsen. 

Så I kan tro, vi havde 2 meget trætte børn lørdag aften. Man kan i hvert fald godt mærke, de er vant til at være meget ude i hhv. børnehave og vuggestue. Men det er nu også kun dejligt, at de ikke skal underholdes af en skærm hele dagen. 

I går lavede vi ikke det vilde. Vi fik ordnet et par småting herhjemme, men ellers hyggede vi bare med drengene og var ude i haven og lege. Indimellem er det nu altså rart nok at have nogle dage, hvor der absolut ingen planer er. De dage nyder vi i hvert fald enormt meget herhjemme med 2 sensitive børn. 

Håber I andre også har haft en god weekend.  

søndag den 14. februar 2021

Ugens hurtige (uge 6)

 Det er atter søndag, så her kommer lige ugens hurtige: 
  • Vi fik endnu mere sne - gider snart ikke mere sne nu. 
  • Jeg har fået sorteret i ALT drengenes babytøj, og har nu en del, der bare skal sælges. 
  • Drengene havde fastelavn i hhv vuggestue og børnehaven. Silas blev sørme katte-prins. 
  • Vi har hygget os rigtig meget herhjemme i den her uge, og det har vi alle nydt rigtig godt af. 
  • Jeg var (for første gang siden start december) til samtale nede ved min mentor og behandler. Det var tiltrængt - telefoniske samtaler er altså bare ikke helt det samme som personlige samtaler. 
  • Jeg sidder her kl. 20 og overvejer, hvornår jeg kan tillade mig at gå i seng uden at skulle vågne kl. bæ i nat og ikke kunne sove igen. 

Fastelavn er mit navn...

I fredags holdt de fastelavn i både børnehaven og vuggestuen, så selvfølgelig skulle banditterne klædes ud. Silas blev det sødeste Tigerdyr og Niclas blev en lille (snu) ræv. 

De var begge SÅ stolte af deres udklædning, og vi afleverede 2 rigtig glade drenge om morgenen. Og glæden var sandelig endnu større ved Silas, da vi hentede ham. Han havde et hjemmelavet fastelavnsris med hjem, og så havde han en fin krone på hovedet - han var nemlig blevet katteprins 😍 (og ja, så blev moren jo både stolt og rørt - at han med sine udfordringer alligevel havde formået at slå bunden ud på tønden - det var sgu da en stor ting). 

Han ville heller ikke have huen af, da han kom hjem, for kronen sad jo udenpå huen (ingen hue er et no-go i den her kulde, når man er ørebarn). Men efter et par timer overgav han sig alligevel, for der blev det alligevel lidt for varmt for den lille mand. Men han var så stolt af sin krone, som nu hænger på et af billederne inde i stuen. For sådan et minde, må man gerne bevare. 

Til slut lige et par billeder af banditterne (vidste I for øvrigt, at selv ræve skal have børstet tænder) 😉



fredag den 12. februar 2021

Tabu???

Forleden sad jeg og skrev med en på nettet. Hun søgte svar på nogle spørgsmål angående reagensglasbehandling, og jeg meldte så tilbage, at jeg havde 2 forsøg i bagagen, og hun skrev så at hun havde nogle spørgsmål, og om det var ok hun stillede mig dem i en privat besked. 

Samme pige var flov over, at hende og hendes kæreste skulle i fertilitetsbehandling, så hun var ikke meget for at komme ud med sine spørgsmål til nogen, som måske kendte hende, og jeg rådede hende blandt andet til at finde en eller 2, som hun virkelig stoler på, som hun kan fortælle om det, for det kan være noget af en mundfuld at gå med alene. 

Jeg var selv virkelig flov over, at jeg da for hulen ikke bare kunne blive gravid, men samtidig vidste jeg jo også godt, at der er andre bl.a. i min familie, som har haft problemer, men det hjalp mig bare ikke alligevel. Jeg betroede mig så til et par veninder, og jeg er den dag i dag, virkelig glad for at jeg gjorde det, for selv om jeg selvfølgelig havde Bent at snakke med, så var det rart at have nogle andre at snakke med. Nogen, som ikke i den forstand, var involveret i "projekt baby". For ikke nok med, at alle hormonindsprøjtningerne var hårde for kroppen - både fysisk og psykisk - nej, så var det også hårdt, når det så ikke lykkedes. Og Bent var jo "nødt" til at holde gejsten oppe ved mig, men jeg havde jo også bare brug for at brokke mig over at min "lorte krop da for fanden ikke bare kunne gøre, som den nu en gang er skabt til". 

Ligeledes havde jeg behov for at juble med nogen, da jeg havde de 2 streger ved både Silas og ved Niclas. Min ene veninde havde været med på sidelinien under HELE forløbet - både ved fertilitetsbehandling og hele perioden efter, hvor jeg ALDRIG skulle igennem det igen, når det alligevel ikke ville lykkes - og efterfølgende, hvor jeg alligevel besluttede mig for at tage det sidste forløb (uden det dog nåede dertil, da de 2 magiske streger dukkede op få dage senere på naturlig vis) og under begge graviditeter (hun vidste endda testerne var positive før jeg viste dem til Bent), og jeg er LYKKELIG for, at jeg havde en af betro mig til. 

Jeg lærte undervejs, at jeg ikke skulle være så flov over, at jeg var nødt til at have behandling for ufrivillig barnløshed, for det er mere udbredt end jeg troede det er. Det er stadig - desværre - bare belagt med en slags tabu, at man ikke kan få børn på naturlig vis. Og det er sgu synd, for jeg tror, at det får mange til at tøve lidt med at søge hjælp, når de positive tests udebliver. 

Som jeg tidligere har nævnt, så var det enormt svært for mig, at erkende, at jeg havde brug for hjælp dengang, og der gik knap 4 år, før jeg turde opsøge læge. Men i dag fortæller jeg hellere end gerne min historie, for det er en del af den bagage, jeg slæber rundt på, og det kan man bare ikke rigtig lave om på. 

onsdag den 10. februar 2021

En status på mor-livet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt, hvordan det går med det hele, når vi nu har 2 børn med under et 1 år mellem dem. 

Og jeg kan ærligt svare, at jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det bare er en dans på roser, for det er det dæleme ikke altid. Indimellem er det selvfølgelig lyserødt det hele, men andre gange hænger de kulsorte tordenskyer dæleme også over huset. 

Begge drenge er lige i en alder, hvor de virkelig afprøver grænser, og hvor de kan skændes og slås om legetøjet. For selv om den ENE ting, de begge vil have, kan have ligget i en kasse i flere uger, så vil de begge have den, hvis først den ene sætter sig til at lege med den - og så har vi balladen, skal jeg da lige love for. 

Men andre gange er de jo simpelthen de sødeste drenge, man kan forestille sig. Og så kan de sidde flere timer og lege sammen uden det mindste skænderi. 

Når de bliver puttet om aftenen (de sover i hver sin seng i soveværelset) kan de ligge og snakke og hygge sig indtil den ene af dem falder om af træthed, men de kan også drille hinanden, så )i de fleste tilfælde) Silas begynder at græde og kommer ind i stuen for at sladre. 

Men i det store hele, så går det ok. Her under denne nedlukning, har de haft en eller 2 fridage i ugen, og der kan jeg godt mærke jeg er drænet for energi om aftenen, når de sover, men det er der jo heller ikke noget at sige til. For det meste, står Niclas op ved 5 tiden om morgenen (efter 2-3 opvågninger om natten), og så er energien altså hurtigt brugt på sådan en dag. Og ja, så hænder det altså, at jeg sover på sofaen om aftenen.

Om mindre end et halvt år, skal Niclas i børnehave, og det glæder jeg mig egentlig til, men samtidig er jeg også lidt trist over det - så har jeg jo ikke små børn længere. Jeg ved godt, at det har jeg jo som sådan heller ikke nu, men har jo alligevel stadig én, som går i vuggestue, så lidt min lille dreng er han jo endnu. 

Jeg har ikke fortrudt, at vi valgte at beholde, da vi fandt ud af, jeg var gravid med Niclas, for selv om det til tider er fandens hårdt, og jeg godt kan have det sådan lidt, at NU gider jeg ikke mere, så elsker jeg mine drenge højere end noget andet, og jeg vil på ingen måde kunne undvære dem og det indhold, de giver mig i hverdagen. Den kærlighed de viser mig, og den følelse, det giver helt ind i hjertet, når de kigger på mig og siger "esker dig moar", den er der altså intet, der slår 😍



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...