tirsdag den 19. oktober 2021

Efteråret har gjort sit indtog

Det regner og regner lidt mere samtidig med at bladene falder roligt ned fra træerne - med andre ord, så er der ingen tvivl om, at efteråret er kommet til DK, hvilket i og for sig også er ok, taget i betragtning, at vi altså skriver oktober. 

Og jeg skal da lige love for, at det er mørkt om morgenen, når vi forlader matriklen kl. 6:20. Det er heller ikke nemt, at få drengene op om morgenen skal jeg lige hilse og sige. Vi kalder på dem første gang lidt over 5:30, og Niclas plejer (relativt) hurtigt at komme op, men Silas derimod, han står som regel ikke op før ved 6:05 tiden, og så har han jo en smule travlt. Han plejer så at ville have morgenmad (guldkorn eller cheerios uden mælk) med i bilen, og det sørger vi så for er klar til ham, og så er der glade børn i bilen. 

Jeg var ude og gå ikke bare en tur, men hele 2 ture i går og det var faktisk dejligt nok - på trods af at det smusk regnede en smule. Jeg prøver så vidt muligt at komme ud og gå 10000 skridt om dagen, men det er ikke hver dag, jeg når det. Men jeg kommer da derop af hver dag, så det er en kæmpe sejr for mig. 

Det er jo også det her område, jeg er vokset op i, og jeg kender det nærmest til bevidstløshed, så jeg har ikke nogen problemer med at gå rundt her, og min hjerne bliver ikke alt for unødvendigt udfordret, når jeg går ture. Efter min hjernerystelse, har jeg fået sværere ved at finde vej og ja, ved at huske generelt, så det at jeg, med god følelse i maven, kan gå nogle ture mens Bent er på arbejde, det er en kæmpe sejr for mig. 






lørdag den 16. oktober 2021

Alt for få timer i døgnet

Sådan føles mit liv i hvert fald pt. Hele huset har været ramt af sygdom på skift de sidste snart 5 uger, og jeg orker virkelig snart ikke mere. Har slet ikke nået halvdelen af det, jeg gerne ville have nået, men altså jeg har bare ikke haft andre muligheder. 

Og som en ekstra "bonus" er jeg også ramt af astma igen - efter jeg ikke har mærket noget til det i små 20 år. Så nu hedder det astma medicin de næste 6 uger indtil jeg skal have lavet pusteprøve. Så må vi se, hvad den viser. 

Drengene er i børnehave hver dag, og Bent er på arbejde, så jeg nyder at have formiddagen fri til at være MIG. Jeg kan godt mærke, at det seneste års tid har været mere stressende og udfordrende for mig, end det har været godt, og kroppen har i den grad sagt fra, så nu skal jeg finde tilbage til et acceptabelt niveau. For det her, er bestemt kun skadeligt for mig, og mine senfølger fra hjernerystelsen for snart 7 år siden, er vendt tilbage for fuld skrue, så det er mildest talt noget l***. 

Heldigvis har jeg stadig min behandler og mentor med på sidelinjen (i hvert fald et par måneder endnu). Kommer virkelig til at savne hende. Hun har simpelthen været en større støtte for mig de seneste 2 år end noget andet menneske, og hun har hjulpet mig igennem en rigtig svær periode i mit liv. 

Men jeg skal jo på et eller andet tidspunkt ud og stå på egne ben, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Lige nu har jeg bare brug for roen omkring mig, så jeg er pt ikke i praktik, da det blev for hårdt og udfordrende for mig. Men jeg skal jo afklares på et eller andet tidspunkt. 

Ved godt, vi kun skriver midt oktober, men jeg er allerede ved at være i julestemning. Nu skal vi jo pynte op et helt nyt sted i år, og det bliver spændende. Jeg glæder mig allerede sindssygt meget, og ja traditionen tro, så starter vi allerede om små 14 dage, så der er heldigvis ikke så lang tid til 😀

Jeg er ude og gå en tur næsten hver morgen, når jeg kommer hjem, efter at have kørt Bent og drengene af sted, og det er så flot her omkring, hvor vi bor, nu hvor efterårsfarverne kommer frem overalt. Vi bor under 500 meter fra skoven, og der er så flot at gå den vej nu her. Det er endnu en af de ting, jeg elsker ved at bo her kontra hvor vi boede i Vamdrup. I det hele taget, så savner jeg ikke Vamdrup. Jeg har ikke fortrudt, at vi flyttede. 

Men derfor håber jeg alligevel, at 2022 bliver en anelse mere roligt - ment på den måde, at jeg ikke håber der sker helt så mange forandringer i hverdagen, som der er sket i år. Det har næsten været for meget af det gode (men også kun næsten). 

Til slut får I lige et billede her fra området, vi bor i. Synes nu altså det er et lækkert område. 

onsdag den 15. september 2021

Når regnen regner oppe på taget...

 ... så er det godt, vi kan sidde dejlig tørt indendørs. 

Vejret i dag står godt nok noget i kontrast til det sommeragtige vejr, vi har haft de sidste dages tid. Det er koldt og det var dæleme mørkt i morges, da vi kørte hjemmefra kl. 6:20.

Niclas er syg denne her uge, så jeg har ham hjemme, og selv om det langt fra er første gang han er syg, så gør det stadig ondt i mit moderhjerte at se ham sådan. Han hoster så meget, at han har svært ved at trække vejret. Vi var ved lægen i mandags, og det er "kun" en virusinfektion i de øvre luftveje, men alligevel gør det ondt at se. Håber snart han er ok igen. 

Silas var til kontrol ved ørelægen i går, og der ser alt fint ud. Drænet sidder stadig, hvor det skal, så det er udmærket. Nu må vi se, hvornår (hvis altså) han slipper af med drænet. Indtil videre skal han i hvert fald fortsætte med det. Og så længe det er for hans eget bedste, så brokker jeg mig ikke. 

Sidder og overvejer, om jeg skulle forberede aftensmaden, nu mens Niclas er optaget af Ramasjang. Når vi først er hjemme ved 16 tiden, når vi har hentet Bent, så er det rarest, hvis der er lavet så meget, som jeg nu kan, inden vi kører ud og henter Silas og Bent. 

Nå, må hellere lige få været lidt praktisk den sidste halve time. Håber I alle har en god dag - regnen til trods. 

tirsdag den 7. september 2021

Dagene går....

 og jeg glemmer faktisk indimellem at jeg har bloggen. Altså, jeg bliver lige mindet om det på FB indimellem, men derudover tænker jeg ikke altid på, at jeg måske lige burde få skrevet herinde. 

Men nu skal det altså være. 

Der er jo sket så meget den senere tid. Vi havde en hyggelig ferie. Altså, Bent startede jo på arbejde igen, da jeg fik ferie, men det var sådan det blev, så vi var sikre på, at minimum 1 af os var hjemme alle de 3 uger, Silas og Niclas havde ferie. 

Men Silas, Niclas og jeg havde 2 rigtig hyggelige uger -  og selvfølgelig sammen med Bent, når han kom hjem - også selv om vi "bare" var herhjemme størstedelen af tiden. Vi var med min mor i Ikea en af dagene, og af en eller anden grund er Ikea ALTID et hit ved Silas og Niclas. Derudover var vi hjemme ved mine forældre nogle dage, hvor vi også hyggede med dem. 

Silas var også på ferie hjemme ved mormor og morfar, så der hyggede jeg bare alene med Niclas. Niclas er ikke den store fan af at være væk fra os om natten, men det generer ikke Silas, så han skal selvfølgelig have lov til at være på ferie uden os andre. 

Jeg fik 2. vaccination i slutningen af min ferie, og den ramte mig alligevel. Jeg havde det dårligt næsten en uge efter, men det tog jeg så også med. 

Forrige uge måtte jeg dog til lægen, da jeg fortsat havde det dårligt. Det resulterede så i en akuttid på sygehuset og efterfølgende flere undersøgelser, som dog ikke har kommet med noget konkret bud på, hvorfor jeg har det sådan, men der er nogle mulige "diagnoser", som jeg kan arbejde ud fra, så nu skal jeg til møde senere med min sagsbehandler og min behandler, for at se, hvordan det hele skal klares fremover, for det er noget, der påvirker mit helbred, og det skal jo helst ikke blive værre. Så nu må vi se. 

Bent blev fastansat i går, så det er skønt. Altså bevares, nu har han haft fuldtidsarbejde de sidste lidt over 2 måneder, men nu er han ude af jobcenteret, så det kunne ikke være bedre.

Nu har vi efterhånden også boet her i lidt over 4 måneder, og jeg er så glad for at vi flyttede. Når vi kører forbi huset i Vamdrup, så savner jeg det ikke. Jeg er glad for vi kom væk fra det, og vi har ikke skyggen af rotter her, hvor vi bor nu. Og det er min barndomsområde, så det er helt perfekt. 

Nå, må hellere lige være lidt praktisk inden jeg skal til møde. 

tirsdag den 24. august 2021

Tillykke til min ældste guldklump


 I dag er det så dagen, hvor Silas fylder 4. 

Stort tillykke med fødselsdagen skat. Tænk jeg allerede har været din mor i 4 år. Det har været de bedste 4 år i mit liv, og jeg er hver eneste dag taknemmelig for, at du og Niclas valgte mig som jeres mor.

Du har allerede været igennem meget på de første år i dit liv, men du klarer enhver udfordring, og du udvikler dig til at være din helt egen - på godt og ondt. 

Men vi elsker dig helt til månen og tilbage igen. Du er solstrålen på en ellers grå og trist hverdag, og vi håber du får en god dag i dag - både i børnehaven og senere sammen med os, mormor, morfar og onkel. 

Igen stort tillykke til verdens dejligste Silas. 





onsdag den 11. august 2021

9 år

 I dag er det 9 år siden Bent og jeg stod ved alteret i Vamdrup Kirke og gav hinanden vores ja. 

Det har ikke altid været en dans på roser, men vi har formået at overkomme alle de bump, der indtil nu har været på vores vej, og jeg glæder mig til vi kan fejre kobberbryllup om 3,5 år. 

Stort tillykke med dagen skat, og tak fordi du holder mig og mine diagnoser ud - ved godt det ikke altid er nemt for dig, men bare det at du er blevet ved mig, det viser du elsker mig. 

Elsker dig til månen og tilbage igen 💕





mandag den 9. august 2021

Vi holder ferie

 Eller rettere Silas, Niclas og jeg holder ferie. Bent startede op igen i mandags efter at han havde gået hjemme 2 uger, mens firmaet havde lukket. 

Og jeg kan godt love for, at med det energi niveau, drengene lægger for dagen, så er det næsten mere ferieagtigt at være på arbejde *griner*. For nøj, hvor kan de være stride. De er inde i en periode, hvor de slås og skændes nærmest konstant, og det giver altså mor her (endnu flere) grå hår. 

Ej, de kunne faktisk også være værre, hvis jeg skal være helt ærlig. De har da helt klart perioder, hvor de rent faktisk kan sidde sammen i sofaen og se tegnefilm eller lege stille og roligt sammen, uden at legetøjet flyver gennem luften. Men derfra og så til at jeg får lavet særlig meget herhjemme mens Bent er på arbejde - ja, der er langt. De fleste dage har jeg rigeligt i at være mor, og sådan er det altså bare. Jeg har mine "diagnoser" til at tale imod mig, og sådan er vilkårene altså bare for mig. Det er en af de ting, jeg kommer til at leve med resten af mit liv, og jeg ved, at jeg må prioritere energien i min hverdag, for at jeg har energi nok til at komme igennem hele dagen. Det er stadig svært for mig, men jeg kæmper og på et eller andet tidspunkt lærer jeg nok, at jeg ikke kan ALT, hvad jeg gerne vil. 

Lige nu er begge unger installeret med en dyne henne i sofaen, og så sidder de og ser noget med Brio tog på Youtube. Niclas er pænt træt, men det passer ikke herren at sove, så derfor ser de Youtube, for det kan også fastholde begges interesse. Jeg havde ellers overvejet, om vi skulle gå en lille tur, men gider sgu ikke lige, når det står ned i stænger. Ikke at jeg har noget imod at gå, når det regner, men vil skulle have den ene af drengene (højst sandsynlig Niclas) i klapvogn, og det er så bøvlet når den skal tørre bagefter. Så vi venter lige og ser, om vejret bliver bedre senere. Og ellers hygger vi os bare indendørs. 

I fredags var Silas, Niclas og jeg med min mor i Ikea, mens Bent var på arbejde, og Niclas underholdt simpelthen hele Ikea. Han har ingen hæmninger den dreng, og det kan være pinligt nogle gange, men han hygger sig helt vildt og har en fest af den anden verden. Det er heldigt nok, han er så charmerende, for så griner de fleste bare fremfor at skælde ud 😄 Det var nu ikke fordi, vi skulle have så meget derovre, men vi fik da alligevel fyldt bagagerummet godt op på mine forældres bil, så der var alligevel ting, vi ikke kunne undvære - men det som jeg rent faktisk SKULLE have, ja det var udsolgt. Men det giver jo faktisk bare en god grund til at køre derover igen snart - eller, hvem behøver i bund og grund en grund til at køre i Ikea???

På mandag kalder arbejdet igen for mit vedkommende. Har allerede overstået knap halvdelen af mit praktikforløb, men jeg er forberedt på, at jeg nok bliver forlænget, så jeg kan blive afklaret og bevilliget fleksjob. Og den slags kan jo, som bekendt, godt tage tid. Så jeg væbner mig med tålmodighed. Hellere min afklaring timemæssigt stemmer 100%, fremfor at jeg godkendes til enten for mange eller måske endda for få timer, i forhold, hvad der er realistisk muligt for mig. Og jeg er jo glad for at være, hvor jeg er, så det skal nok gå det hele. Jeg er også så heldig, at jeg er forlænget ved Revanche frem til starten af næste år, så jeg har min behandler med på sidelinjen frem til januar, og det er simpelthen det bedste. Hun er den bedste. 



 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...