lørdag den 18. august 2018

Man ved man er mor når......

Nu er jeg efterhånden med i en del forældregrupper/baby-børn  grupper og lignende på Facebook, og der dukker jævnligt tråde op, der indledes med: "Man ved man er mor(forælder) når...." og så kommer vi alle med vores kommentarer. 

Jeg synes det kunne være sjovt at lave et sådan indlæg herinde - baseret på mine egne kommentarer omkring det at være forælder.

Så her kommer min "man ved man er mor når....":
  • man bruger en halv time midt i den allerbedste film, på at rende hele huset rundt og lede efter den sut, som knægten simpelthen ikke kan sove uden. 
  • man efter et par dage med forstoppelse hos barnet, kan juble når der er en lorteble. 
  • man kan sidde og kigge forelsket på det lille væsen, som endelig sover efter at have holdt sin mor og far vågne flere timer om natten. 
  • man pr. automatik søger børnetøjs- og legetøjsafdelingen i bl.a. Bilka, selv om man egentlig kom derop for at købe noget helt andet. 
  • den ene hylde i køkkenskabet er fyldt med sutteflasker, børnekopper og tallerkner. 
  • det første, man kigger efter i tilbudsaviserne er om der er bleer på tilbud. 
  • man skal være heldig, hvis man har 5 minutter til et bad indimellem. 
  • man (inden man skal ud af døren) lige hurtigt tjekker om tøjet har synlige pletter af mad eller babygylp. 
  • det at få bare 3 timers sammenhængende søvn føles som en hel luksus.   
  • man kan huske, hvilken udsendelse, der sendes på Ramasjang på hvilket tidspunkt. 
  • man går og nynner sangene fra Ramasjang Mysteriet når man bl.a. står og laver mad. 
Nu skal det ikke lyde som om, det er et helvede at være mor, for det er det på ingen måde. Men man lærer at påskønne de gange, man kan foretage sig noget uden børn - fx et hurtigt bad, at man kan se et eller andet i fjernsynet som IKKE sendes på Ramasjang ☺

fredag den 17. august 2018

Status på familielivet

Som skrevet i sidste indlæg, så kom Niclas pludselig til verden for lidt over en måned siden. Vi tilbragte lidt over 3 uger på neonatal, og så kom vi altså hjem fra sygehuset for lit over en uge siden Niclas og jeg. Det var så dejligt, da vi fik beskeden om, at vi endelig - efter 24 dage - måtte komme hjem på tidligt hjemmeophold. 

Vi skulle dog bare lige igennem en hørescreening inden vi måtte tage hjem tirsdag i sidste uge. Men det gjorde mig heller intet. Han bestod da også hørescreeningen med glans, så han KAN rent faktisk høre (om han så vil, når han bliver lidt ældre, er så en helt anden sag). 

Fordi vi kom hjem på tidligt hjemmeophold, skulle vi jo så også stadig ind på sygehuset til kontrol mandag og torsdag, hvor lillemanden også skulle måles og vejes. Derudover har han været igennem ultralyd af hovedet og tjek hos øjenlæge. 

Og i går blev vi så afsluttet på neonatal. Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke finde noget at beholde os på. Niclas vejer nu 2715 gram, måler 49 cm, bliver fuld ernæret via flaske og ja han er en helt igennem perfekt "lille" dreng. Det eneste han nu mangler, er endnu et par tjek ved øjenlægen på sygehuset. Det første tjek gav ingen grund til bekymring, men fordi han er født før uge 32, så skal han jo lige følges helt frem til terminsdato, men det tager vi også  med. Hellere de fanger, hvis der er noget galt, fremfor han har problemer, som vi først opdager senere. 

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en hård omgang, og jeg er mere end glad for, at vi er kommet ud på den anden side - eller ja, vi mangler lige en smule endnu, men allerede nu er vores lille supermand kommet længere, end vi overhovedet havde turde håbe på, da han kom 9 uger før forventet.  

Silas har taget godt imod sin lillebror. Han er selvfølgelig stadig lige lille nok til 100% at forstå, hvad det er der sker, men han tager det så flot alligevel. Han vil dog ikke helt dele sine (mange) tæpper med lillebror, men altså han kan jo kun bruge et ad gangen, så der skulle nok alligevel nok kunne være et enkelt til Niclas ☺
Og ja, synes ikke I skal snydes for et billede af vores andet lille mirakel, så kære læsere, her er vores anden søn. 

onsdag den 1. august 2018

En weekend, der på ingen måder blev som forventet

Som de af jer, som følger mig rundt på diverse sociale medier nok har bemærket, så endte vores fredag d. 13. med at blive en af de mest hektiske fredage (+ lørdage) i vores liv. 

Fredag var Bent på arbejde på genbrugspladsen i Vamdrup, og eftersom han skulle have lukkevagt, ville jeg bare hygge mig med Silas derhjemme. Allerede da jeg vågnede fredag morgen, havde jeg konstante smerter i maven - og de blev kun værre jo længere tid der gik. 

Jeg prøvede at ringe til fødegangen et par gange, men kunne ikke få fat i nogen, så jeg valgte at se tiden lidt an. Da vi nåede hen omkring spisetid fredag aften kunne jeg dog ikke holde smerterne ud længere, så jeg ringede igen og denne gang, fik jeg fat i en jordemoder som sagde jeg lige skulle komme ind til tjek. 

Jeg fik med besvær Silas i bilen og så hentede vi Bent og kørte mod Kolding sygehus. På vejen satte vi Silas af ved mine forældre, for ham var der jo ingen grund til at tage med. Vi kom så op på sygehuset, hvor en jordemoder tog imod mig og undersøgte mig. Hun mente ikke, der var nogen grund til panik, for ifølge hende var der “kun” tale om noget muskulært, som ville forsvinde igen ved at jeg lavede nogle udstrækningsøvelser. Plus jeg også fik besked om at spise og drikke rigeligt, fordi min urinprøve viste, at jeg var dehydreret. Nå men vi hentede så Silas og så kørte vi mod Vamdrup igen. Undervejs hjem måtte vi holde nogle pauser, fordi jeg simpelthen fik SÅ ondt, at jeg ikke kunne holde til det. Men hjem kom vi da. 

Vel hjemme fik jeg lidt at spise, men jeg kunne simpelthen ikke klare at spise - smerterne gjorde at jeg fik det endnu mere dårligt, når jeg spiste, så jeg nøjedes med at drikke en masse vand. Da Silas skulle i seng, valgte jeg så at gå med, for jeg havde det seriøst dårligt. Jeg brugte så de næste par timer på jævnligt at rendenog tisse. Ved midnatstid skulle jeg igen op og tisse, og der var det det rene blod, der kom ud, så vi kontaktede fødegangen igen. De ville så til at begynde med have, at jeg selv skulle komme ind, men der måtte jeg så slå i bordet og sige at det skete IKKE, for jeg kunne simpelthen ikke selv køre herind igen. De sendte så en ambulance, som kom ved 00:30 tiden. Ham den ene redder, han sad og snakkede med mig hele vejen ind, og spurgte ind til, om jeg selv troede det kunne være veer. Der måtte jeg jo så være ærlig og sige, at jeg aldrig havde haft veer tidligere, så det vidste jeg ikke. Ham havde dog en anelse om at det var det, og det fortalte han så også jordemoderen, da jeg igen kom ind på fødegangen. 

Hende jordemoderen (heldigvis en anden end første gang) undersøgte mig så også, ig jeg fik påny kørt CTG kurve. Den viste at der var veer af en eller anden slags hvert andet-tredje minut. Og der blev så tilkaldt en fødselslæge, som også undersøgte mig og skannede mig indvendigt, og stor var forbløffelsen, da de konstaterede, at jeg var 10 cm åben og godt på vej i fødsel. De ville have givet mig noget vehæmmende medicin, men det kunne på ingen måde nåes, så jeg blev kørt til akut kejsersnit - så akut, at Bent ikke engang nåede at være med til det. Han var her dog, da Niclas blev kørt på neonatal og jeg kom op på opvågning.

Selve kejsersnittet husker jeg ikke ret meget af. Jeg var så langt væk på medicin, og mit blodtryk var virkelig lavt under det meste af forløbet, så jeg sansede ikke ret meget. De fortalte mig, hvad de gjorde, og der sad en sygeplejerske og fortalte at han var født og spurgte om jeg kunne høre ham, men registrerede ikke ret meget af, hvad der skete på opereationsstuen.

Da jeg kom op på opvågning og så Bent, begyndte virkeligheden ligesom stille og roligt at gå op for mig, og jeg indså at jeg NU var mor til 2. Og så var det alligevel lide uvirkeligt, for jeg var jo kun 31+1, så det var jo alt for tidligt for vores lille supermand at være kommet til verden.

Men efter lidt tid på opvågning, hvor både Bent, den vagthavende på opvågning samt jordemoderen, som var til stede under hele kejsersnittet, var rigtig søde til at snakke med mig og spørge ind til, hvordan jeg havde det med det hele, kom jeg endelig op til vores lille mand.

Jeg havde lige kort set ham på operationsstuen, men jeg havde jo på ingen måde registreret, hvor lille og skrøbelig han var. Altså han var super fin - taget i betragtning at han kom 9 uger før ventet, men han var jo så lille. 

Men eftersom dagene er gået, så har vores lille fis simpelthen imponeret lægerne så meget, og han er så fin en lille dreng. Vi er stadig indlagt på neonatal, og Hvornår vi må komme hjem, er stadig lidt usikkert, men vi har en nogenlunde dato fra lægen. Vil dog bare ikke helt sige noget endnu. 

tirsdag den 3. juli 2018

Tiden flyver

Ja så er vi allerede gået ind i juli... synes ellers lige det har været april og min fødselsdag, men det er alligevel snart 3 måneder siden. 

Sidder på sygehuset og får lavet glukosebelastning nu, og eftersom jeg skal vente 2 timer (de er heldigvis snart gået), så kunne jeg jo lige udbytte ventetiden med at få blogget. 

Den ene dag tager simpelthen den anden for tiden, så jeg når ikke halvdelen af de ting, jeg egentlig gerne ville nå, men så længe jeg hygger mig med Silas og Bent (når han er hjemme), så går det jo nok. Det er jo trods alt det vigtigste. 

Har nu kun lidt over 2 måneder tilbage af min graviditet - den sidste for mit vedkommende. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg glæder mig til Niclas er ude ved os. Ikke at jeg som sådan har noget imod at være gravid, men i takt med at Niclas og livmoderen vokser, så trykker det enormt på alt, så mit spiserørsbrok går helt amok og jeg simpelthen kaster op, hver gang jeg har spist eller drukket. Så lige netop på det punkt glæder jeg mig til det er ovre. 

Nu er der jo heller ikke længe til Silas fylder 1 år. Tænk han allerede har beriget vores liv så længe. Jeg synes jo lige, jeg har tilbragt hans første små 2 uger sammen med ham på sygehuset. Men det er alligevel snart 1 år siden. Vi er så småt i gang med at planlægge, hvad der skal ske til hans første fødselsdag - det skal fejres med pomp og pragt. 

tirsdag den 19. juni 2018

Sommer = ferietid

Nu, hvor det jo er sommer, er det vel på sin plads at snakke ferie... det synes jeg i hvert fald, jeg kan se på bl.a. Facebook, hvor folk snakker ferie i stor stil for tiden. 

Vi havde egentlig snakket om, at vi i løbet af sommeren i år, ville leje en campinghytte ved Skiveren Camping, men så kom der en graviditet i vejen, og så måtte ferien udskydes til næste år, for helt ærligt, så orker jeg ikke at være på ferie som højgravid, for så vil ingen af os rigtig få noget ud af at være af sted. Det var Bent heldigvis forstående for, og vi besluttede så, at sommeren i år skal bruges herhjemme i stedet, og så tager vi nordpå næste sommer i stedet.

Vi har så i stedet aftalt, at vi tager en endagstur i løbet af sommeren, hvor vi regner med at køre en tur til Hjørring og besøge nogen, vi kender, og mens vi alligevel er deroppe, så vil vi også lige runde Skiveren Camping og lure - der kunne jo være sket noget, siden vi var der for 4 år siden. Så vi kommer jo alligevel på en meget minitur, men det gør mig heller ingenting, for det tror jeg bedre, jeg kan holde til.

Jeg er på ingen måder typen, som gider tage til udlandet på ferie - eller jo, jeg ville gerne ud og opleve noget, men jeg gider dælme ikke ligge på en eller anden strand og glane eller ligge ved en eller anden pool og dase en hel dag. Det har aldrig været mig, og det er det absolut heller ikke blevet, efter jeg er blevet mor.

De af jer, som kender mig, ved jo også, at jeg elsker at komme til Skagen på ferie, og har jo også været deroppe en del år efterhånden. Jeg har efterhånden set alt, hvad der er værd at se i området, men jeg elsker at komme rundt og se det hele én gang mere. For nogle år siden, fik Skiveren en indendørs multihal, hvor der er forskellige aktiviteter - bl.a. Airhockey - og der har vi dælme brugt mange timer oppe. Dét er også en form for ferie i min verden. 

Tilbage i 2005 var GiZmo og jeg i telt på Skiveren, og vi var absolut ikke på stranden - der var ikke lige nogen af os, som ville vise os frem dernede. Vi brugte til gengæld meget tid på at hygge os, tage billeder og sidde i opholdsstuen og more os over nogle af de andre gæster. Ikke at vi sådan snakkede med dem, men derfor kan man jo alligevel godt hygge sig sammen. 

Jeg ved godt, at nogle vil se mig som en kedelig ferietype, men vi har jo heldigvis lov til at være forskellige ☺


søndag den 17. juni 2018

Hvor bliver tiden dog af?

Synes seriøst dagene går alt for hurtigt for tiden... kan slet ikke følge med, og jeg når ikke halvdelen af de ting, som jeg egentlig gerne ville nå. 

Jeg ved godt, at sådan er det at have børn, men alligevel... jeg ender jo med at blive gammel før tid, hvis det fortsætter sådan her *haha*. 

Om en uge er Silas 10 måneder, og det betyder, der "kun" er lidt over 2 måneder til min guldklump fylder 1 år. Og det skal da selvfølgelig fejres i stor stil - uanset om mor er højgravid eller ej, så skal den førstefødtes første fødselsdag sgu fejres med manér. 

Næste uge skal vi atter til kontrolskanning af Niclas. Det gør mig bestemt ingenting, det er jo altid rart at få set junior en ekstra gang, og vi ved jo, vi får ham at se hver 4. uge. Næste uge igen er der så sidste omgang glukosebelastning samt næste jordemoderbesøg, så der bliver der nok at se til. Det gør så også, at inden vi får set os om, så er det juli.

Denne her weekend er gået med at se en masse sport i fjernsynet. VM i fodbold startede jo i torsdags, så der er blevet set en del fodbold. Derudover har der i går og i dag været Le Mans, og det er der jo lige et par timer endnu (eller 5), så vi ved godt, hvad den står på herhjemme. Silas sover lige nu, så der er en vældig ro i det lille hjem. Han har været hulens aktiv hele morgenen, men nu måtte han altså overgive sig. 

Vi har haft Silas med på legepladsen nogle gange, og det er simpelthen et hit. Han hygger sig helt vildt med at sidde i sandet og lege, og han griner over hele hovedet, når jeg gynger med ham. Elsker simpelthen den knægt, og jeg tager tit mig selv i at tænke: "tænk den vidunderlige skabning er min". Han er simpelthen den største charmetrold, og han formår at charme alt og alle, når vi er nogle steder. For nogle uger siden blev han fotograferet, da der var fotograf i Babysam, og hende fotografen var helt solgt, da Silas smilede til hende - og mor og far kunne jo kun være stolte ☺


torsdag den 7. juni 2018

Fuld fart over feltet

Ja, jeg ved godt, bloggen atter har fået lov til at "stå" stille i en periode... men lige for tiden har Silas, Bent, og ja også Niclas, altså første prioritet. Der sker så mange ting herhjemme, så tiden flyver bare af sted, så der er ikke så meget blog-tid, som der har været.

Og ja, jeg vidste jo godt, at der med Silas' indtræden i vores liv. ikke ville være særlig meget tid til online livet, men det gør mig heller ikke så meget. Jeg blogger, når jeg har tiden til det.

Silas er allerede lidt over 9 måneder, og der er så meget gang i udviklingen. Han begyndte sådan rigtigt at kravle i sidste uge, og nu er han simpelthen overalt. Men jeg elsker ham, og elsker at følge med i hans udvikling. Han har igennem længere tid gerne ville kravle inde i sengen og i sofaen, men det har knebet gevaldigt med at få ham til at kravle på gulvet. Pludselig en aften i sidste uge, begyndte han dog at kravle rundt i stuerne, og så er det gået i fuld fart derudaf siden.

Nu er der heller ikke vildt lang tid til Niclas kommer ud til os.. altså der er selvfølgelig nogle måneder igen (vil ikke komme med en præcis termin, da jeg ikke ønsker alle skal vide noget, før han er født), men det kommer da nærmere og nærmere. 

Det passer mig nu egentlig også ganske fint, for jeg er sgu ærlig talt en smule træt af at være gravid i den her varme. Havde det SÅ fint sidste år, hvor det var stærkt begrænset, hvor meget sommer, vi havde. Og så hjælper det bestemt ikke, at sommeren i år slår de sidste års somre med flere længder. 

Jeg trænger seriøst til et par dage med temperaturer under 20 grader og så en masse regn!!!!

Silas har det også virkelig svært med varmen. Han sover ikke særlig meget om natten, og om dagen er han så pylret, fordi han er overtræt, og så kører den ligesom i ring. Og så oven i det, så er han ved at få tænder, så det gør absolut ikke tingene nemmere. 

Bent er jo i praktik, og han er så småt på vej op i tid, og det kan godt være hårdt indimellem, når Silas har sådan nogle dage, hvor han er ked af det fra vi har kørt Bent på arbejde til vi skal i seng om aftenen. Men jeg kan jo lige så godt vænne mig til det - det bliver nok ikke nemmere med 2 ☺Og slet ikke, når Bent kommer helt op på fuldtid, men det tager vi, som det kommer. 




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...