lørdag den 11. juli 2020

Et farvel til endnu et familiemedlem

Som I kunne se i mit tidligere indlæg, måtte vi for 2 uger siden sige farvel til vores ene 4benede familiemedlem. Og fandme så, om ikke vi atter måtte gå den tunge gang torsdag i sidste uge - den tunge vej til dyrlægen og sende vores elskede Bimmer over regnbuebroen, så han kunne blive genforenet med Mowgli, Bamse, Bella, Shang og de andre hunde, han har kendt. 

Hvis jeg havde det hårdt dengang med Bella (jeg var selv ved dyrlægen med hende, da Bent var på arbejde) og Shang (havde reddet hans liv, da han blev født), så er det vitterligt ingenting i forhold til den reaktion, der kom da vi skulle af sted med Bimmer. 

Bent skulle på arbejde, så jeg kørte ham på arbejde, fik drengene afleveret i vuggestue (Silas havde også en tid ved ørelægen, så det skulle vi også lige have klaret) og så ringede jeg til min bror, for at spørge, om han ikke nok ville tage med mig, og det ville han heldigvis. Jeg græd som aldrig før den dag, og da det var så vidt, at Bimmer skulle have den sidste sprøjte, kunne jeg simpelthen ikke være derinde længere, så jeg spurgte min bror, om ikke han ville være sød at sidde inde ved Bimmer, for det kunne jeg altså ikke. Og selvfølgelig ville han det. Jeg satte mig ud i bilen, hvor tårerne endnu en gang bare fik frit løb. 

Min bror kom så ud til mig, da det var overstået, og Bimmer havde forladt os med en masse dejlige minder og verden var et dejligt hundehjerte fattigere. Inden min bror blev kørt hjem, kørte vi lige forbi Bent og sagde at han var væk, og at det var gået hurtigt. 

Bimmer blev 11 år, hvilket jo i og for sig er meget for sådan en stor hund, men derfor ville vi jo gerne have beholdt ham endnu længere. Han havde dog efterhånden fremskreden gigt, så der var ikke så meget at stille op, han skulle i hvert fald ikke lide. 

"Hvil i fred Bimmer. 

 Dengang vi fik dig, havde vi lige mistet Mowgli 11 måneder gammel, og jeg var helt og aldeles overbevist om, at vi ikke skulle have en ny hund, men din "far" havde alligevel set dig på nettet og aftalt, at vi skulle op og se dig (uden min viden vel at mærke), og sådan blev det. 

Det var virkelig kærlighed ved 1. blik, da jeg så dig. De store poter og kæmpe ører til den lille hund, var jo ikke til at stå for, og da du rendte efter mig hele tiden, ja så skulle vi jo altså have hund igen. 

Ca 14 dage senere, skulle vi så op og hente dig, og hele vejen hjem i bilen kæmpede du for at komme over og ligge ved mig, så vi måtte holde ind til siden flere gange, så du kunne komme over til mig et par minutter, inden vi så kørte videre sydpå. 

Du har altid været en "mor-dreng", og du har altid været der til at "tørre" mine tårer væk, når livet har gjort ondt, men de værste tårer, kunne du ikke fjerne, for det var de tårer, der kom, da du skulle herfra min skat. Du har været den bedste hund, man overhovedet kunne forestille sig, og det var kun en ringe trøst, da dyrlægen forsikrede mig om, at din høje alder var ensbetydende med, at du (og Shang) havde haft en fantastisk liv ved os. 

For fanden Bimmer, hvor jeg savner dig. Du vil aldrig kunne erstattes basse. Håber du har det godt, hvor du er nu, og at du får jagtet en masse katte. Som Allan sagde, så kan der umuligt snige sig en kat ind i hundehimlen, nu hvor du, Shang og Bella er genforenet. 

Hvil i fred min skat, er sikker på vi ses igen "💗

🌟 Bimmer 2009-2020 🌟




onsdag den 1. juli 2020

Ventet - men alligvel uventet

I lørdags kom dagen, vi i bund og grund har ventet på, men aligevel kom den ganske uventet. Dagen, hvor vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen og sige farvel til Shang 😢

Jeg savner ham helt sindssygt meget, men det var helt 100% det bedste for ham, så han ikke skulle lide. Til de af jer, som ikke ved det, så er Bimmer (vores anden hund) far til Shang, og Bella (Shangs mor) havde vi også indtil hun blev aflivet for knap 10 år siden, så vi har haft Shang helt fra fødslen, og da han blev født trak han ikke vejret, så jeg pustede liv i ham, og reddede hans liv. Så naturligt nok, var den en endnu sværere beslutning at skulle træffe den om at ende hans liv. 

Men han led de sidste timer, så der var ikke anden "udvej", og selv om det var mega hårdt, så ville det have været endnu mere svært at holde ham i live for egen skyld. Han har været den dejligste hund, så selvfølgelig skulle vi give ham en værdig afsked. Og det fik han. 

Men hold nu op, hvor var lørdagen hård at komme igennem. Jeg sov stort set ikke natten mellem fredag og lørdag, og jeg græd mere eller mindre hele lørdag, så jeg lignede virkelig bare noget, der var løgn. 

"Hvil i fred Shang. 

Jeg ville ønske vi kunne have beholdt dig mange år endnu, men din krop ville ikke mere. Du havde oplevet nok, så det var på tide at sige farvel til dig. 

Mange gange, når jeg har grædt, har du "tørret" tårerne væk fra mine kinder, men den dag, hvor jeg måske havde mere end noget brug for det, da var mine tårer til ære for dig, og du kunne ikke fjerne dem. 

Jeg ved du har det godt nu, og det trøster mig. Men for dælen mors bandit - du er savnet, og ingen vil nogensinde kunne erstatte dig. 

Hav det godt til vi ses igen."

🌟 Shang 2010-2020 🌟




tirsdag den 23. juni 2020

Der sker så meget...

... så jeg glemmer jo helt bloggen til tider! 

Men altså, der er  liv i de gamle klude endnu. Der sker simpelthen bare så meget, så tiden løber altså fra mig indimellem. 

Men nu har jeg tid til at sætte mig ved computeren. 

I sidste uge kom brevet, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men som jeg alligevel ikke helt mentalt var forberedt på. Og ja, det lyder mere alvorligt end det er - det drejer sig nemlig "bare" om brevet med en dato for, hvornår Silas skal starte i børnehave. 

Og datoen er - TADA - 1/8... altså om små 5 uger 😱.

Hvor er min lille baby blevet af???

Til de af jer, der har fulgt mig lidt rundt omkring, så skal han jo på specialstue i børnehaven til at starte med - grundet problemerne med hans sprog. Men ved I hvad, det har jeg ingen problemer med, for så ved jeg, at han får den hjælp, han har brug for i hverdagen. Og han kan til enhver tid blive rykket ind på en af de andre stuer, så det tager jeg ikke så tungt. 

Niclas har jo så et år mere i vuggestuen. Men altså den lille bandit fylder jo allerede 2 år om 3 uger. Altså 3 uger!!!!! Føler virkelig lige jeg har fået ham, men når jeg så sidder og kigger billeder fra dengang vi fik ham, så bliver jeg stolt af den udvikling den lille mand har været igennem. Han har måtte kæmpe - præcis som Silas også har på nogle punkter - men han fejler ingenting i dag. Og der er ingen grænser for, hvad den dreng kan finde på. 😱

Derudover så sker der en masse med mig, men vil ikke lige sige for meget endnu. Vil gerne lige have det helt under kontrol, før jeg siger for meget, men bare roligt det er ikke noget alvorligt.

Håber I alle nyder sommeren, for det er da lige til at blive glad i låget af al den sol.  


søndag den 7. juni 2020

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

søndag den 31. maj 2020

Livsnyder

Det må vel egentlig siges, at beskrive mig ret godt pt. 

Solen gør altså bare et eller andet godt ved tilværelsen. Bent har haft en del fridage denne uge, så vi har virkelig bare hygget os. Vi har tilbragt en del timer ude i haven, og det er jo også det vi har den til, så det passer jo meget godt 😉

I tirsdags var vi ved ørelæge med Niclas. For en lille måneds tid siden var vi til kontrol af dræn, og det viste sig, at de var meget stoppede og det venstre dræn var ved at ryge ud pga tryk fra væske, der ikke kunne komme igennem drænet. Vi skulle så forsøge os med øredråber, og så skulle han til kontrol i tirsdags, for at se om øredråberne havde virket. Det havde de dog ikke, så vi fik en tid onsdag til at han skulle have skiftet drænene. Så af sted det gik igen onsdag. 

Onsdag havde jeg dog selv en tid på sygehuset, så det blev Bent, som tog af sted med Niclas, men det klarede de nu også helt til ug. Denne gang sov han rigtig godt igennem efter narkosen, så det var en relativt glad Niclas, vi fik hjem. 

Min tid på sygehuset onsdag var på organkirurgisk afdeling. Jeg var inde til forundersøgelse pga mit spiserørsbrok, som atter er begyndt at volde mig store problemer. Og det gik heldigvis som håbet. Jeg skal have lavet 3 yderligere undersøgelser, hvorefter det med 99% sikkerhed ender med operation, og det er jo det, jeg har kæmpet for i så mange år. 

Ham overlægen fortalte også, at min mavesæk sidder for højt, så den trækker sig op i spiserøret, og det er med til at jeg ikke kan klare mig med syredæmpende piller, for de sætter sig "fast" og så hjælper mavesækken med til at skubbe dem op, så jeg kaster dem op. Så piller i kapselform har ikke en effekt på mig. Så han ville undlade at give mig piller, men i stedet få mig hurtigt igennem systemet - altså så hurtigt, som det nu kan lade sig gøre. 

Jeg har så fået en tid til kikkertundersøgelse af spiserøret d. 17. juli, så der er heldigvis ikke SÅ lang ventetid. 

onsdag den 6. maj 2020

Hvordan er det egentlig gået

I dag er det 3 uger siden "vores" vuggestue atter åbnede op, og jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg mente vores drenge ville have godt af at komme af sted. Jeg er blevet kaldt: "en dårlig mor, en uansvarlig mor som kun tænker på mig selv, en mor der åbenbart er ligeglad med mine børns helbred" og meget andet de forgangne uger, men altså helt ærligt, så HAR jeg netop tænkt på mine børn ved at sende dem af sted. 

Og hvordan går det så egentlig nu, hvor de har været i gang i nogle uger. Jo det går over al forventning. 

Både Silas og Niclas er så glade, når de kommer af sted om morgenen. De er i samme gruppe og de er så glade for deres pædagog og hun er glad for dem. Vi oplever ingen grædende børn, når vi afleverer og det betyder alfa og omega for mig. Den glæde, vi mærker på dem, kan vi på ingen måde ignorere, og helt ærligt, så er jeg gerne en dårlig og uansvarlig mor, for at sende mine børn af sted og give dem en god dag, fremfor at sidde hjemme og kede sig. 

Jeg tror også, man skal passe lidt på med, hvem og hvad man dømmer folk efter. Gentagne gange, når jeg er ude og handle, har jeg set ældre (ikke nødvendigvis gamle, men nok 50+) folk, som ikke spritter hænder, som ikke holder afstand og som i bund og grund er ligeglad med, om de hoster andre ind i hovedet. I min optik udgør de da en langt større smitterisiko end mig, som spritter hænder inden vi forlader huset om morgenen, inden vi går ind i vuggestuen og når vi går ud derfra igen (der er sat håndsprit op ved lågen ind til børnehave og vuggestue, så den er til fri afbenyttelse). Jeg vasker hænder 20+ gange om dagen og har altid en lille flaske håndsprit liggende i bilen. Jeg holder afstand i supermarkederne, og ja, når ungerne er med, så spritter vi også deres hænder af (og det samme om morgenen i vuggestuen), så jeg ser på ingen måde mig selv som en stor smitterisiko. 

En dag i sidste uge, da jeg hentede Silas og Niclas i vuggestuen, stod der en flok forældre (måske 6-8 stykker) ude på parkeringspladsen og knævrede. De stod med måske 15 cm mellem dem, og netop én af de selvsamme forældre havde inden opstart siddet på Facebook og været en af dem, som kæftede højst op om at hendes børn i hvert fald ikke skulle være prøvekaniner og stilles først i køen til at blive smittet. Jeg kunne ikke tilbageholde et lille grin, da jeg gik forbi dem, for det er sgu da dobbeltmoral der vil noget. Og med en fokus, der er på rengøring i institutionerne, så tror jeg ærlig talt nok, at det er de børn, der er af sted der er mindst risiko for smitter andre. Men det er bare min mening. 

I morges gik vi ud i vuggestuen Silas, Niclas og jeg. Bent skulle møde i Kolding kl. 6, så jeg mente ikke der var nogen grund til at vi andre skulle op kl. 5 for at køre ham. Og Silas hyggede sig virkelig med at kigge på biler og cykler. Så det kan vi helt sikkert godt gøre igen en anden gang. 

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...