tirsdag den 15. september 2020

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

tirsdag den 1. september 2020

Den første efterårsdag

Det er i dag d. 1. september og dermed den første efterårsdag i 2020  - i hvert fald, hvis man kigger på kalenderen... men det er nu heller ikke fordi vejret har været særlig meget at råbe hurra over i dag... 

Altså bevares, solen kom da godt nok frem i løbet af eftermiddagen, men det har nu altså været en anelse koldt synes jeg. 

Og selvfølgelig har vi 2 snotforkølede børn herhjemme. Og jeg mener virkelig forkølede - med løbende næser, feber og hoste. Så de er begge hjemme de her dage. Mistænker på ingen måde noget Corona relateret, men der er ingen grund til at sende dem af sted og smitte andre, når jeg nu har muligheden for at have dem hjemme. Men syge eller ej, så har de dæleme givet deres mor grå hår i dag - for hulen, hvor har de været stride!!! De prøver simpelthen grænser af til den store guldmedalje. Og det kombineret med sygdom er altså ikke den bedste blanding vil jeg godt lige pointere. 

Men jeg elsker jo vores guldklumper alligevel. Så selv om mit energiniveau er helt og aldeles i bund om aftenen, så kan jeg alligevel gå i seng med et smil på læben, når jeg kigger på de 2 mirakler, som vi har. 

lørdag den 29. august 2020

Update fra det lille hjem

Nu har bloggen stået stille i lidt over en måned... og jeg har i den tid virkelig bare nydt livet og nydt tiden med vores banditter. 

Silas og Niclas havde 2 ugers ferie, og for små 3 uger siden startede hverdagen så op igen. Og nu har vi både en dreng i vuggestue samt 1 i børnehave - Silas er nemlig startet i børnehave. Og alle vores bekymringer omkring Silas' opstart i børnehave, har han virkelig gjort til skamme. Han klarer sig simpelthen så godt derhenne, og det er en glad dreng, vi henter hver eftermiddag. 

Niclas er stadig i vuggestuen et lille års tid endnu, og det virker han også ovenud begejstret for. Han virker ikke til at savne sin storebror, så det er jo bare skønt. 

For små 5 uger siden måtte jeg lige omkring sygehuset og tilbringe en overnatning der. Havde voldsomt mange smerter i ryggen og ned i lænden, og jeg blev nærmest undersøgt på kryds og tværs. De fandt så ud af, at det højst sandsynligt er forbipasserende galdesten i de dybe galdeveje, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kom da hjem igen dagen efter. Og er "sluppet" med et par enkelte anfald siden. 

Jeg har så efterfølgende også været igennem noget af et forløb ved lægen og på sygehuset. I snart en måneds tid har jeg haft store problemer med følelsen i fingerspidserne på tommel-, pege- og langefingeren på begge hænder. I perioder har jeg ikke kunne bøje mine fingre, fordi det simpelthen har gjort for ondt. Jeg fik så forrige uge taget en masse røntgenbilleder, som skulle vise om det evt. var gigt. Men det var det heldigvis ikke. De kunne ikke rigtig komme med nogen forklaring på, hvad det så ellers er, men det er da så heldigvis også i bedring. Fingerspidserne sover stadig indimellem, men jeg er da begyndt at kunne bruge mine hænder igen, så lidt fremskridt sker der da.

Var også på sygehuset både i sidste uge angående mit spiserørsbrok, og jeg håber virkelig de endelig vil gå med til at operere mig - så kryds fingre. Jeg skal derop igen d. 16. september og have svar på alle de undersøgelser, de har foretaget, samt have "dommen" over hvad der videre skal ske. Så vi håber. 

I mandags havde vores dejlige ældstearving fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres. Det var - selvfølgelig - ensbetydende med endnu mere legetøj til den - efterhånden - ret imponerende samling, vi i forvejen har herhjemme. Altså, jeg siger ikke, at det var dejligt hundene kom væk, for jeg savner dem virkelig virkelig meget, og jeg har endnu ikke vænnet mig til at de ikke er her, men jeg siger bare, at pladsen efter alt deres legetøj, hundekurv, dyne osv. var væk,  hurtigt blev fyldt ud af drengenes legetøj. Vi plejer at joke lidt med, at den dag drengene er flyttet ovenpå på deres værelser med al deres legetøj, der kan vi lave bowlingbane i stuen med al den plads vi får - og så er det ikke engang løgn!!!

Bortset fra det, så synes jeg virkelig vores have har været en pestilens denne her sommer - ukrudtet er jo dæleme vokset som havde det fået gødning. Jeg mener, lige så snart vi har fjernet det, så er der jo ikke gået mere end et par dage, så har vi kunne gå i gang igen. Det er så ulempen ved at have en have, men omvendt så er fordelene jo så mange flere, så det kan ikke helt sammenlignes. 

Nå, måske jeg skulle komme i gang med det bjerg af vasketøj, der skal lægges på plads... Bent er på arbejde og drengene sover, så ja, det betyder at jeg har ro til at ordne lidt forskelligt - selv om en lille lur nu også godt kunne lyde enormt tiltrækkende. Nej må hellere komme i gang med vasketøjet!!

Hav en rigtig god weekend allesammen 👋

Tillykke min skat

Ved ikke lige, hvorfor dette indlæg ikke blev udgivet i mandags, som ellers planlagt, men så kommer det bare her i stedet. 


I dag er det allerede 3 år siden mit liv blev ændret fuldstændigt. Det var dagen, hvor verdens dejligste Silas - for første gang -  gjorde mig til MOR for resten af livet. 

Kære Silas, 

vi ønsker dig rigtig hjerteligt tillykke med de 3 år. 

Da jeg fandt ud af, jeg ventede dig, knyttede jeg mig til dig med det samme, og jeg nød det bånd, vi havde til hinanden, mens du lå inde i min mave. 

Du fik en lidt hektisk start på livet, men allerede fra dag 1 var du familiens charmetrold. Vi lærte alle atter om ubetinget kærlighed, og den glæde, du bragte ind i vores liv - på et ellers træls tidspunkt - kan aldrig erstattes af noget andet. 

Nu er du jo børnehavebarn, og det har du klaret til UG. Som med så meget andet, har du gjort vores bekymringer til skamme, og vi er stolte over, at du valgte netop os til din familie. 

Vi håber du får en rigtig god dag med dine venner i børnehaven, og så skal vi fejre dig senere. 

Knus fra Niclas, far og mor


tirsdag den 14. juli 2020

Tillykke min skat

🎵🎵 "I dag er det Niclas' fødselsdag
Hurra hurra hurra....." 🎵🎵

Ja, i dag fylder mindste musen allerede 2 år. Tænk, allerede 2 år. Tiden er simpelthen fløjet af sted, og jeg kan slet ikke forstå, at det i nat allerede var 2 år siden, han - 9 uger for tidligt - pludselig gjorde sin entré i vores liv. 

Stort tillykke med dagen min skat. Du er vores lille mirakel, og solstrålen i vores liv på de mørke dage. Du har den mest fantastiske personlighed, og der er ingen tvivl om, at du er din egen herre - og du ved hvad du vil, og ikke mindst hvad du ikke vil. 

Hver eneste dag glædes jeg over, at du har klaret dig så godt, og jeg er stolt over at være udvalgt til at blive din mor. 

Vi glæder os til at fejre dig senere. 

Elsker dig helt til månen og tilbage igen 💖




lørdag den 11. juli 2020

Et farvel til endnu et familiemedlem

Som I kunne se i mit tidligere indlæg, måtte vi for 2 uger siden sige farvel til vores ene 4benede familiemedlem. Og fandme så, om ikke vi atter måtte gå den tunge gang torsdag i sidste uge - den tunge vej til dyrlægen og sende vores elskede Bimmer over regnbuebroen, så han kunne blive genforenet med Mowgli, Bamse, Bella, Shang og de andre hunde, han har kendt. 

Hvis jeg havde det hårdt dengang med Bella (jeg var selv ved dyrlægen med hende, da Bent var på arbejde) og Shang (havde reddet hans liv, da han blev født), så er det vitterligt ingenting i forhold til den reaktion, der kom da vi skulle af sted med Bimmer. 

Bent skulle på arbejde, så jeg kørte ham på arbejde, fik drengene afleveret i vuggestue (Silas havde også en tid ved ørelægen, så det skulle vi også lige have klaret) og så ringede jeg til min bror, for at spørge, om han ikke nok ville tage med mig, og det ville han heldigvis. Jeg græd som aldrig før den dag, og da det var så vidt, at Bimmer skulle have den sidste sprøjte, kunne jeg simpelthen ikke være derinde længere, så jeg spurgte min bror, om ikke han ville være sød at sidde inde ved Bimmer, for det kunne jeg altså ikke. Og selvfølgelig ville han det. Jeg satte mig ud i bilen, hvor tårerne endnu en gang bare fik frit løb. 

Min bror kom så ud til mig, da det var overstået, og Bimmer havde forladt os med en masse dejlige minder og verden var et dejligt hundehjerte fattigere. Inden min bror blev kørt hjem, kørte vi lige forbi Bent og sagde at han var væk, og at det var gået hurtigt. 

Bimmer blev 11 år, hvilket jo i og for sig er meget for sådan en stor hund, men derfor ville vi jo gerne have beholdt ham endnu længere. Han havde dog efterhånden fremskreden gigt, så der var ikke så meget at stille op, han skulle i hvert fald ikke lide. 

"Hvil i fred Bimmer. 

 Dengang vi fik dig, havde vi lige mistet Mowgli 11 måneder gammel, og jeg var helt og aldeles overbevist om, at vi ikke skulle have en ny hund, men din "far" havde alligevel set dig på nettet og aftalt, at vi skulle op og se dig (uden min viden vel at mærke), og sådan blev det. 

Det var virkelig kærlighed ved 1. blik, da jeg så dig. De store poter og kæmpe ører til den lille hund, var jo ikke til at stå for, og da du rendte efter mig hele tiden, ja så skulle vi jo altså have hund igen. 

Ca 14 dage senere, skulle vi så op og hente dig, og hele vejen hjem i bilen kæmpede du for at komme over og ligge ved mig, så vi måtte holde ind til siden flere gange, så du kunne komme over til mig et par minutter, inden vi så kørte videre sydpå. 

Du har altid været en "mor-dreng", og du har altid været der til at "tørre" mine tårer væk, når livet har gjort ondt, men de værste tårer, kunne du ikke fjerne, for det var de tårer, der kom, da du skulle herfra min skat. Du har været den bedste hund, man overhovedet kunne forestille sig, og det var kun en ringe trøst, da dyrlægen forsikrede mig om, at din høje alder var ensbetydende med, at du (og Shang) havde haft en fantastisk liv ved os. 

For fanden Bimmer, hvor jeg savner dig. Du vil aldrig kunne erstattes basse. Håber du har det godt, hvor du er nu, og at du får jagtet en masse katte. Som Allan sagde, så kan der umuligt snige sig en kat ind i hundehimlen, nu hvor du, Shang og Bella er genforenet. 

Hvil i fred min skat, er sikker på vi ses igen "💗

🌟 Bimmer 2009-2020 🌟




onsdag den 1. juli 2020

Ventet - men alligvel uventet

I lørdags kom dagen, vi i bund og grund har ventet på, men aligevel kom den ganske uventet. Dagen, hvor vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen og sige farvel til Shang 😢

Jeg savner ham helt sindssygt meget, men det var helt 100% det bedste for ham, så han ikke skulle lide. Til de af jer, som ikke ved det, så er Bimmer (vores anden hund) far til Shang, og Bella (Shangs mor) havde vi også indtil hun blev aflivet for knap 10 år siden, så vi har haft Shang helt fra fødslen, og da han blev født trak han ikke vejret, så jeg pustede liv i ham, og reddede hans liv. Så naturligt nok, var den en endnu sværere beslutning at skulle træffe den om at ende hans liv. 

Men han led de sidste timer, så der var ikke anden "udvej", og selv om det var mega hårdt, så ville det have været endnu mere svært at holde ham i live for egen skyld. Han har været den dejligste hund, så selvfølgelig skulle vi give ham en værdig afsked. Og det fik han. 

Men hold nu op, hvor var lørdagen hård at komme igennem. Jeg sov stort set ikke natten mellem fredag og lørdag, og jeg græd mere eller mindre hele lørdag, så jeg lignede virkelig bare noget, der var løgn. 

"Hvil i fred Shang. 

Jeg ville ønske vi kunne have beholdt dig mange år endnu, men din krop ville ikke mere. Du havde oplevet nok, så det var på tide at sige farvel til dig. 

Mange gange, når jeg har grædt, har du "tørret" tårerne væk fra mine kinder, men den dag, hvor jeg måske havde mere end noget brug for det, da var mine tårer til ære for dig, og du kunne ikke fjerne dem. 

Jeg ved du har det godt nu, og det trøster mig. Men for dælen mors bandit - du er savnet, og ingen vil nogensinde kunne erstatte dig. 

Hav det godt til vi ses igen."

🌟 Shang 2010-2020 🌟




tirsdag den 23. juni 2020

Der sker så meget...

... så jeg glemmer jo helt bloggen til tider! 

Men altså, der er  liv i de gamle klude endnu. Der sker simpelthen bare så meget, så tiden løber altså fra mig indimellem. 

Men nu har jeg tid til at sætte mig ved computeren. 

I sidste uge kom brevet, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men som jeg alligevel ikke helt mentalt var forberedt på. Og ja, det lyder mere alvorligt end det er - det drejer sig nemlig "bare" om brevet med en dato for, hvornår Silas skal starte i børnehave. 

Og datoen er - TADA - 1/8... altså om små 5 uger 😱.

Hvor er min lille baby blevet af???

Til de af jer, der har fulgt mig lidt rundt omkring, så skal han jo på specialstue i børnehaven til at starte med - grundet problemerne med hans sprog. Men ved I hvad, det har jeg ingen problemer med, for så ved jeg, at han får den hjælp, han har brug for i hverdagen. Og han kan til enhver tid blive rykket ind på en af de andre stuer, så det tager jeg ikke så tungt. 

Niclas har jo så et år mere i vuggestuen. Men altså den lille bandit fylder jo allerede 2 år om 3 uger. Altså 3 uger!!!!! Føler virkelig lige jeg har fået ham, men når jeg så sidder og kigger billeder fra dengang vi fik ham, så bliver jeg stolt af den udvikling den lille mand har været igennem. Han har måtte kæmpe - præcis som Silas også har på nogle punkter - men han fejler ingenting i dag. Og der er ingen grænser for, hvad den dreng kan finde på. 😱

Derudover så sker der en masse med mig, men vil ikke lige sige for meget endnu. Vil gerne lige have det helt under kontrol, før jeg siger for meget, men bare roligt det er ikke noget alvorligt.

Håber I alle nyder sommeren, for det er da lige til at blive glad i låget af al den sol.  


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...