tirsdag den 10. november 2015

En blandet dag

I morges tog Bent og jeg til Kolding... Bent skulle ikke træne i dag, det kunne han ikke med hans fod, som har været helt tosset i dag...

Klokken 11 skulle jeg til samtale på noget, der hedder Job og Aktiv... det er en underafdeling til jobcenteret her i Kolding, og de står for meget af aktiveringen, som folk i min situation er i... Jeg skulle derop og snakke med en, fordi jeg havde ret og pligt i sidste uge, så jeg skal så i gang med noget minimum 2 timer i ugen i 2 uger... Det er også igennem job og aktiv, at Bent er i træningscenter og igennem dem han snakkede med psykolog, så der er helt klart mange muligheder...

Hun var super sød hende jeg snakkede med, og hun troede på ALT hvad jeg fortalte hende, så det var super fedt.. Vi kom omkring mine begrænsninger med angsten samt de ting jeg har at slås med efter hjernerystelsen... og det er aftalen, at jeg starter stille og roligt op med at tage med Bent 2 gange om ugen, som jeg jo også er i forvejen... i starten er det stadig kun for at prøve at komme angsten til livs, men på sigt kan jeg prøve at deltage i nogle af de ting, de laver i hallen... Jeg kan også gøre brug af fysioterapeuten, som jeg nu har lyst til og behov for... 

Jeg kan også gøre brug af psykologen, jeg kan prøve Mindfullness hvis det er det, jeg føler for... så det er jo super gode tilbud... 

Jeg fik også at vide, at jeg virkelig skal lytte til mig selv og min krop, og hvis jeg føler de 2 gange om ugen er for meget, så SKAL jeg sige fra... jeg har igennem en del år skrevet en slags dagbog, og det fik jeg stor ros for, og det skal jeg fortsætte med, for det kan jeg få brug for i mine samtaler med hende og min sagsbehandler når jeg skal beskrive, hvordan mine dage er... 

Hun sagde så også, at hendes bedste bud vil være, at jeg skal satse på flexjob, for hun mener ikke jeg vil være i stand til på sigt, at varetage et fuldtidsarbejde med de problemer jeg har... den med hukommelsen der svigter, koncentrationsbesvær, problemer med for meget larm og for meget skarpt lys, det mener hun ikke vil kunne give mig et fuldtidsarbejde, så det er meningen jeg på sigt skal have vendt det med min sagsbehandler... 

Gik virkelig derfra med en lettelse i dag, for en gangs skyld blev jeg taget alvorligt... 

I aften havde vi besøg af mine forældre og min bror...Det er jo Mortens Aften, og vi skulle jo have and, flæskesteg og alt tilhørende... og det smagte bare skønt... havde så også lavet ris a la mande til dessert, og det var der bestemt ikke nogen, der brokkede sig over :)  

Tror jeg vil prøve at slukke lidt for tankerne, så jeg måske kan få den her hovedpine, som har vist sit grimme ansigt, væk... Om ikke andet, så skal jeg jo til reumatolog i morgen, så må vi se hvad han siger...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...