onsdag den 29. juni 2016

Jobcenter, muligt ressourceforløb og lægebesøg

I går havde jeg tid til møde på Jobcenteret kl. 10, så jeg stod op ved 7:30 tiden og gjorde mig klar til at gå op til toget k. 8:43 (ja, togtiderne passer indimellem så ad h til, at man har SÅ meget ventetid i den anden ende)... Valgte så at tage en rutebil op ad i den ende af Kolding, hvor Jobcenteret ligger, og så stå af et stykke derfra, så jeg kunne få en lille hyggelig gåtur ud af det...

Kom hen til Jobcenteret næsten en halv time før mødetidspunktet, så jeg kunne jo sidde og kigge i en avis og læse et par overskrifter (selve artiklerne står skrevet med for lille en skrift til, at jeg får noget ud af at læse dem, så jeg læser overskrifter) :)

Min sagsbehandler er heldigvis en af de bedre, og hun startede med at rose mig, fordi jeg er så god til at opdatere hende med, hvad der sker med mig - sygehustider osv. Så kom hun ind på, hvorfor hun så gerne ville snakke med mig... hun bad mig overveje, om jeg måske ville være med til at få min sag skrevet op til rehabiliteringsteamet med henblik på ressourceforløb og evt senere fleksjob eller pension... og det kunne jeg jo bestemt ikke have noget imod, så det skal vi snakke mere om næste gang, jeg skal til møde... hun har snart sommerferie, så hun regnede med at kalde mig ind til møde om et par måneders tid igen. Men der er nu alligevel en hvis lettelse at spore hos mig nu - det er altså bestemt ikke altid en dans på roser, at være sygemeldt på kontanthjælp (selv om de kloge hoveder på Christiansborg mener, at man da ikke får kontanthjælp, når man er syg - men DET GØR MAN ALTSÅ, skulle jeg lige hilse og sige)...

Skulle så også til læge i går eftermiddags.. havde et modermærke omme på ryggen, som sad lige ved BH-kanten, og det var begyndt at klø helt vildt og irritere mig, så jeg fik en tid til at få det fjernet i går... Har jo tidligere prøvet at få fjernet et modermærke, så jeg var forberedt på, at det gør nas at få den lokalbedøvelse, og i går var sandelig ingen undtagelse... For hulen, hvor gjorde det ondt... var nær lettet helt fra briksen... men nå, det blev da gjort, og mærkede jo så heller ikke noget, da hun skar modermærket fra, men til gengæld mærkede jeg det, da hun så efterfølgende syede... Lå og overvejede, om jeg skulle sige til hende, at jeg kunne mærke det, men så ville jeg jo skulle bedøves endnu en gang, så det var enten pest eller kolera, så jeg valgte at bide smerten i mig og lade hende sy sting nr 2.

Resten af dagen i går strammede det som bare pokker, så jeg var lidt af en pylrerøv herhjemme - ikke at jeg fik den store opmærksomhed, men derfor kan man jo godt pylre lidt alligevel :)

I dag skulle jeg jo så have været til genoptræning, men det har jeg jo så måtte aflyse, da jeg ikke må lave noget, hvor jeg strækker ryggen eller bevæger ryggen alt for meget... men heldigvis kan jeg jo også lave nogle af øvelserne med skulderen herhjemme, så jeg misser det ikke helt. Jeg må bare tage den med ro de her par uger, og så klø hårdt på igen, når trådene er fjernet fredag i næste uge.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...