onsdag den 24. maj 2017

Er det et tabu?... og hvorfor?

For noget tid siden sad jeg og skrev med en på Facebook angående fertilitetsbehandling. Hende og hendes kæreste skal til og i gang med undersøgelser forud for at kunne komme i fertilitetsbehandling, og hun søgte så nogen, som havde erfaring med det.

Der var ikke rigtig nogen, der meldte sig, så jeg skrev at vi havde været i reagensglasbehandling, så hvis jeg kunne hjælpe hende, så måtte hun hellere end gerne skrive til mig. Hun skrev så også, og vi endte med at sidde og skrive lang tid.

Jeg ved, at der i den pågældne gruppe er flere, der har fået hjælp til at blive gravide, og jeg synes ærlig talt, at det er synd at det stadig bliver betragtet som så stort et tabu (selv om der i dag er SÅ mange, som får hjælp til at blive gravide).

Vi var jo selv igennem 2 IVF (reagensglas) forsøg tilbage i 2014, og jeg ved godt, at jeg ikke selv var den allermest højtråbende omkring det, men det var nok mest af alt fordi jeg ikke rigtig kendte så mange, som var igennem det samme som os, så jeg følte ikke rigtig jeg havde det store netværk at trække på, når jeg havde nogle spørgsmål omkring det. Plus jeg, netop fordi det ikke er noget mange snakker højt om, følte at det var pinligt ikke at kunne blive gravid uden hjælp.

Jeg lægger på ingen måde skjul på, at det var enormt hårdt for kroppen, at være igennem de hormonbehandlinger dengang, og det er helt sikkert også derfor, at jeg tøvede med om jeg ville lade min krop gennemgå det sidste forsøg, for gu fanden er det hårdt at stikke sig selv hver dag med hormonindsprøjtninger og nogle dage endda flere gange om dagen pga de forskellige sprøjter man skal tage. Men jeg synes helt klart man skal give det et forsøg eller 2, hvis der ikke er andre muligheder - og det er jo langt fra alle, der reagerer på samme måde når det kommer til behandling.

Da vi havde vores vante gang på fertilitetsklinikken på OUH, så vi rigtig mange forskellige par, som ligesom os selv var i behandling, og det slog mig tit, hvor generte mange af virkede udadtil, selv om vi jo i bund og grund alle var i samme "båd". Vi sad der, fordi jeg på det tidspunkt havde meget tydelig PCOS, som udover problemer med fertiliteten også gjorde, at jeg havde svært ved at tabe mig. Hvorfor de andre sad der, ragede jo ikke mig, men jeg kunne måske godt have lidt på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste PCO/PCOS pige, som sad der.

Da vi selv stod i den situation, at vi skulle til første samtale på OUH havde jeg ligesom slugt den første kamel, som måtte sluges allerede, da jeg skulle snakke med lægen om videre behandling, da vi ikke kunne blive gravide på naturlig vis. Og jeg syntes simpelthen det var SÅ pinligt at ringe til lægen dengang, for det var virkelig et nederlag, at jeg som kvinde ikke kunne blive gravid. Jeg græd mange tårer, for jeg var sådan set godt klar over, at problemet måtte ligge ved mig, eftersom Bent jo havde børn i forvejen. Og jeg tror, at det var den viden, der var medvirkende til at jeg lod der gå så mange år, før jeg tog mod til mig og kontaktede lægen. For der er altså alligevel langt fra selv at være sikker på, at fejlen lå hos mig, og til rent faktisk at få bekræftet, at det altså var sådan landet lå.

Jeg ved ikke, om tabuet omkring fertilitetsproblemer nogensinde brydes 100%, men jeg håber da helt sikkert, at det med tiden bliver mere "normalt" at snakke om. For alle de kvinder, som sidder derude med fertilitetsproblemer skal bare vide, at de ikke er alene. Der er mange andre i samme situation. Jeg vil hellere end gerne fortælle om mine egne erfaringer og oplevelser, og jeg ligger heller ikke skjul på, at selv om det mislykkedes for os, så er jeg da glad for, at jeg fik muligheden for at prøve at blive gravid på den måde. Men jeg er nu trods alt også glad for, at min krop blev så samarbejdsvillig, at PCOS'en kunne holdes så meget i skak, at en graviditet kunne opnås naturligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...