torsdag den 23. november 2017

3 måneders vaccination

I går var Silas ved lægen til 3 måneders vaccination. Havde gruet lidt for det, for man hører jo indimellem om nogle af de små pus, som bliver så syge af at blive vaccineret. Men Silas tog  det nu egentlig ganske pænt.

Altså han blev selvfølgelig ked af det, da hun stak ham, men det er der jo ikke noget at sige til - han blev stukket i begge lår.  

Han faldt i søvn efterfølgende, mens vi sad i venteværelset og ventede. Og så sov han ellers næsten 4 timer bagefter. Han fik i løbet af dagen lidt feber, men ikke noget alarmerende højt (max 37,7), så vi lod ham ligge inde på sofaen kun med en ble på. Han virkede ikke til at være tynget af feberen, og han grinte og pjattede som han plejer, så vi var ikke bekymrede. 

I dag har han også bare været sit glade selv igen. Så vi overlevede første vaccination :) Næste gang han skal stikkes er d. 22. januar, så der er lige lidt tid endnu. 



tirsdag den 21. november 2017

Snart kun en måned tilbage af året...

Ja, der er snart kun en måned tilbage af 2017... helt ufatteligt... jeg føler seriøst lige året er startet, og så er det allerede snart så vidt, at året er slut... det er jo slet ikke til at forstå...

Altså selvfølgelig er der sket meget i vores liv i årets løb, så det er selvfølgellig ikke så underligt, at det er gået hurtigt. Jeg har de sidste par dage siddet og skrevet et "Året der gik" indlæg, som bliver udgivet sidst i december, og jeg er på den ene side lidt overrasket over, hvor meget vi har oplevet i år, men en stor del af året er jo gået med graviditet osv.

På onsdag skal Silas til lægen til 3 måneders vaccine, og på fredag er min lille mus allerede 3 måneder ☺💙 det er jo helt vildt... der sker bare så meget med ham, og man kan virkelig se udviklingen. Fx er han begyndt at smile og grine rigtig meget, og om morgenen når vi ligger inde i sengen og hygger, så ligger vi og rækker tunge, og knægten har en hel fest med det, så det er jo herligt.

Alt julepynten er kommet op herhjemme, og vi er i gang med at bage småkager... det er jo med at udnytte de timer, hvor Silas sover, til at få lavet nogle af de praktiske juleforberedelsesting, som vi ved kommer før eller siden.. 





søndag den 19. november 2017

Ugens hurtige (uge 46)

Så er det atter søndag... der er NFL i fjernsynet og jeg kan jo lige udnytte tiden til at få blogget lidt.. vil starte med de hurtige fra den forgange uge:
  • Vi er begyndt at få afleveret indbydelserne til barnedåb. 
  • Vi har hygget os med at bage nogle småkager herhjemme. 
  • Jeg er så småt kommet i gang med at skrive julekort. 
  • Sidste søndag havde vi besøg af en veninde og hendes kæreste - spontant aftalt, men super hyggeligt. 
  • Jeg fik en fotobog til anmeldelse. 
  • Vi har været hjemme ved mine forældre og pynte til jul. 
  • Vi var på spontant besøg ved min faster. 
  • Jeg har fået sendt mine gaver til bloggeradvent.

tirsdag den 14. november 2017

Anmeldelse af Fotobog fra Saal Digital

Reklame - fotobogen er delvist betalt af en rabatkode fra firmaet Saal-Digital, mod at jeg skriver en anmeldelse af den. 

En aften, hvor jeg sad og kiggede på Instagram, faldt jeg over en sponsoreret annonce, hvor man kunne få ansøge om at få et fotoprodukt (i mit tilfælde en fotobog), som jeg så skulle skrive en anmeldelse af. Jeg kendte ikke firmaet i forvejen, men tænkte at det da skulle prøves. Så jeg satte mig og skrev en kort infomail til firmaet Saal Digital, og der gik ikke lang tid, før jeg fik en mail tilbage med en rabatkode, hvor jeg kunne vælge en fotobog og få rabat, så jeg ikke selv skulle betale ret meget. 

Nu, hvor vi har fået Silas, var det jo en perfekt lejlighed til at bestille en bog med en masse billeder fra hans første tid, så jeg gik ind på Saal Digitals hjemmeside, installerede deres bestillingssoftware (virkelig nemt), og så gik jeg i gang. 

Nu har jeg efterhånden bestilt fotoprodukter nogle steder, men herinde var det virkelig nemt at bestille, og det tog mig ikke lang tid (selv om jeg holdt pauser undervejs) at få valgt, hvilken bog det skulle være, få uploadet billeder og lavet bogen. Og så var det bare at trykke bestil og så vente på at modtage det færdige produkt.

Bogen kom så i dag, og jeg skal ærligt indrømme at jeg er virkelig positivt overrasket. Det er en virkelig god kvalitet. Siderne er kraftigere end de andre bøger, jeg tidligere har bestilt, og så er der brugt blank papir til siderne, hvilket altså lige giver den sidste finish til siderne. Jeg vil nærmest betegne siderne som en form for kartonkvalitet, så de går ikke så nemt i stykker, selv hvis de små barnefingre skulle få fat i den på et tidspunkt.

Det er helt klart et sted, jeg vil bestille fra igen. Har endda også allerede et par produkter i overvejelserne, som nok lige skal bestilles på et tidspunkt. 

Her er lige et par billeder af den bog, som jeg bestilte. 

Forsiden (bagsiden ligner i øvrigt denne med selvvalgt billede)

Antallet af billeder varierer på siderne. Jeg har valgt mellem 1 og 4 billeder. 


fredag den 10. november 2017

Mortens Aften venter forude

I aften er det Mortens Aften, og den skal "fejres" på behørig vis her på matriklen. Mine forældre og min bror kommer herud, og så  skal vi have and og flæskesteg med hele "svineriet" og så holder vi en mini-juleaften. 

Desserten er jo så selvfølgelig risalamande (selvfølgelig med en mandel i), vi spiller også pakkespil... Nu, hvor Mortens Aften endelig falder på en fredag, så går vi sandelig også all-in på hyggen. 

Og traditionen tro, ER alt julepynten også kommet op - vi plejer at pynte op inden Mortens Aften, så de sidste par dage (eller rettere hele denne her uge) er tiden gået med at pynte op og gøre hjemmet julehyggeligt. 

 Og ja, nogen vil måske mene, det er for tidligt, men der er vi jo heldigvis forskellige. Og vi pynter op lige præcis, når vi vil ☺

tirsdag den 7. november 2017

Ugens hurtige (uge 44)

Har ikke lige været så god til at skrive "ugens hurtige" siden vi fik Silas, men her kommer de hurtige fra sidste uge:
  • Jeg brugte en eftermiddag på at pakke en masse gaver ind. Nu mangler vi efterhånden ikke mange julegaver, før vi er helt færdige med dem for i år.
  • Vi fik gået nogle gode ture med barnevognen. 
  • Jeg var med min mor i Ikea, hvor der bl.a. blev købt lidt hylder til stuen - der skal jo billeder op af Silas. 
  • Julen er så småt ved at starte op i Vamdrup. 
  • Har fået skrevet ca halvdelen af mine julekalenderindlæg.

Min lille grinebider

Indenfor den seneste uges tid, er Silas begyndt at smile rigtig meget til os og grine, når vi leger med ham. 

I stedet for en kravlegård, har vi en ekstra tremmeseng stående i stuen (vi havde én i overskud, og den fylder altså mindre end en kravlegård, men har stort set samme funktion), og den har han en musikuro hængende over, og når den spiller og drejer rundt, synes han det er vildt sjovt - og ja indimellem må man også overgive sig til søvnen, når man ligger i sengen. 

Det er vildt, så bevidst han er blevet den senere tid. Han har jo hele tiden været lidt bagud udviklingsmæssigt, pga han er født de 3 uger før tid, men det er han godt nok ved at indhente, så det er jo bare dejligt. 
Jeg nyder simpelthen hvert et øjeblik med ham, og han er heldigvis relativ nem. Altså selvfølgelig kan han også have sine ture, men det kan alle børn jo, så det er der jo intet unormalt i.

Det er slet ikke til at forstå, at han allerede blev 10 uger i torsdags - føler jo lige vi har fået ham. Men tiden flyver simpelthen bare af sted, og især når man har sådan en lille størrelse at følge. 



fredag den 3. november 2017

En hyggelig dag

I dag har jeg været med min mor en tur i Odense... vi skulle nemlig i Ikea og købe nogle hylder til at sætte billeder på... 

Spurgte så min mor om vi ikke skulle tage derover, og den var hun heldigvis med på. 

Vi var så heldige, at vi kom til at køre i kø derover ad, så vi kørte af motorvejen og tog den gamle vej i stedet, men det var snart lige så håbløst, hvad angår trafikken... Men vi kom da frem og fik da også handlet det, som vi nu skulle... altså der var nogle ting, som vi skulle have, som var udsolgt, men langt det meste fik vi da. 

Da vi var færdige i Ikea, besluttede vi os for hurtigt at gå en tur i Bilka og kigge - vi kunne jo lige så godt udnytte tiden, når vi nu var derovre. Vi fik lige handlet et par ting, og så kørte vi mod Vamdrup igen. Og fandme om ikke, vi kom til at køre i kø stort set hele vejen fra vi kom på motorvejen ved Odense og hele vejen til Nørre Åby - vil godt pointere, at jeg ikke har noget imod at der er en smule kø, men at køre i kø i så lang tid, det er sgu ikke lige mig. 

Men hjem kom vi da... vi fik så lige en tallerken suppe, da vi kom hjem og så kørte min mor og bror mod Kolding igen.. nu skal vi så bare have hylderne op og hænge i morgen, så vi kan få en masse billeder af skønne Silas op og stå på dem.

torsdag den 2. november 2017

Så er det atter tid til et #Bloggeradvent præsentationsindlæg


Ja, som jeg skrev for noget tid siden, så er jeg igen i år med i Jeanettes #Bloggeradvent, og i går blev spændingen så udløst - vi fandt ud af, hvem vi skal sende til. 

I den anledning skal vi alle skrive et præsentationsindlæg, så vores "nisse" kan lære os at kende... og det vil jeg så gøre her. 

Præsentation af mig: 

  • Mit navn er jo altså Mette. Jeg er 35 år og gift med Bent. I august i år blev vi forældre til dejlige lille Silas. Derudover har vi 2 hunde og jeg vil uden at tøve beskrive mig selv som en KÆMPE JULEFAN!!!

  • Jeg er typen, der allerede i starten af Oktober går og venter på at butikkerne pynter op, og typen der gerne selv pyntede op samtidig med butikkerne - men venter dog alligevel og pynter op omkring Mortens Aften. 

  • Vores hjem bærer meget præg af, hvad jeg vil kalde "Traditionel Jul" med røde, grønne og guldfarvede ting - og der er mange af dem. 

  • Vi har julepynt over stort set hele huset - selv på badeværelset gør julen sit indtog. 

  • Vi har altid juletræ i stuen, som er pyntet med både nyt og gammelt. 

  • Der er flere forældre med børn, som går forbi vores hus i december for at gå og kigge ind ad vinduerne, og det er jo så hyggeligt. For når vi så går rundt i byen, kan vi høre folk snakke om at vores hjem ligner deres barndomshjem, og at vi altid har det så hyggeligt til jul. 

  • Vi bager altid selv en hulens masse småkager - både til os selv og mine forældre. Sidste år tror jeg vi kom op på 10 forskellige slags, men i år tror jeg vi "nøjes" med 6-7 forskellige slags. 

  • Jeg laver selv de julekort vi sender. Hvert år sender vi omkring 25 julekort til nær og fjern. Synes julekort er en hyggelig tradition, som Post Nord desværre er ved at ødelægge lidt med deres prisstigninger. Men prisstigning eller ej, så holder vi fast i at sende dem. 

  • Så ja, jeg vil sige jeg ELSKER julen og den hygge man forbinder med jul. Jeg er ikke den, som bliver super stresset op til jul - snarere tværtimod. Vi er altid klar til jul, når vi når 1. december, så december kan bruges på hygge. I år bliver julen jo nok også lidt mere særlig, fordi vi jo i år har vores første jul med lille Silas. Af samme årsag tyvstartede vi allerede tidligt med at sætte lidt julepynt med lys frem, Silas elsker nemlig alt med lys, så hvad ville være mere oplagt end at finde noget af julepynten frem. 






Vamdrup samlede ind til Kræftens Bekæmpelse

De af jer, som har fulgt med herinde de foregående år omkring tidspunktet for "Knæk Cancer indsamlingen", ved at vi her i Vamdrup holder "Lysfest", hvor vi hvert år stiller glas med lys i rundkørslen nede på Torvet og der bliver doneret 1 kr pr lys til Kræftens Bekæmpelse. 

Det gjorde vi naturligvis også i år. I år blev der tændt lige knap 11000 lys, og der havde samtidig været opstillet nogle indsamlingsbøsser rundt omkring nede på Torvet, så man også på den måde kunne donere lidt håndører. 

Alt i alt kan Vamdrup Lysfest i år give omkring 22000 kr til det gode formål. Der er også samlet ind på andre måder, men de bidrag blev givet under Knæk Cancer showet i lørdags. 

Her kan I se nogle billeder nede fra Torvet.





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...