onsdag den 1. august 2018

En weekend, der på ingen måder blev som forventet

Som de af jer, som følger mig rundt på diverse sociale medier nok har bemærket, så endte vores fredag d. 13. med at blive en af de mest hektiske fredage (+ lørdage) i vores liv. 

Fredag var Bent på arbejde på genbrugspladsen i Vamdrup, og eftersom han skulle have lukkevagt, ville jeg bare hygge mig med Silas derhjemme. Allerede da jeg vågnede fredag morgen, havde jeg konstante smerter i maven - og de blev kun værre jo længere tid der gik. 

Jeg prøvede at ringe til fødegangen et par gange, men kunne ikke få fat i nogen, så jeg valgte at se tiden lidt an. Da vi nåede hen omkring spisetid fredag aften kunne jeg dog ikke holde smerterne ud længere, så jeg ringede igen og denne gang, fik jeg fat i en jordemoder som sagde jeg lige skulle komme ind til tjek. 

Jeg fik med besvær Silas i bilen og så hentede vi Bent og kørte mod Kolding sygehus. På vejen satte vi Silas af ved mine forældre, for ham var der jo ingen grund til at tage med. Vi kom så op på sygehuset, hvor en jordemoder tog imod mig og undersøgte mig. Hun mente ikke, der var nogen grund til panik, for ifølge hende var der “kun” tale om noget muskulært, som ville forsvinde igen ved at jeg lavede nogle udstrækningsøvelser. Plus jeg også fik besked om at spise og drikke rigeligt, fordi min urinprøve viste, at jeg var dehydreret. Nå men vi hentede så Silas og så kørte vi mod Vamdrup igen. Undervejs hjem måtte vi holde nogle pauser, fordi jeg simpelthen fik SÅ ondt, at jeg ikke kunne holde til det. Men hjem kom vi da. 

Vel hjemme fik jeg lidt at spise, men jeg kunne simpelthen ikke klare at spise - smerterne gjorde at jeg fik det endnu mere dårligt, når jeg spiste, så jeg nøjedes med at drikke en masse vand. Da Silas skulle i seng, valgte jeg så at gå med, for jeg havde det seriøst dårligt. Jeg brugte så de næste par timer på jævnligt at rendenog tisse. Ved midnatstid skulle jeg igen op og tisse, og der var det det rene blod, der kom ud, så vi kontaktede fødegangen igen. De ville så til at begynde med have, at jeg selv skulle komme ind, men der måtte jeg så slå i bordet og sige at det skete IKKE, for jeg kunne simpelthen ikke selv køre herind igen. De sendte så en ambulance, som kom ved 00:30 tiden. Ham den ene redder, han sad og snakkede med mig hele vejen ind, og spurgte ind til, om jeg selv troede det kunne være veer. Der måtte jeg jo så være ærlig og sige, at jeg aldrig havde haft veer tidligere, så det vidste jeg ikke. Ham havde dog en anelse om at det var det, og det fortalte han så også jordemoderen, da jeg igen kom ind på fødegangen. 

Hende jordemoderen (heldigvis en anden end første gang) undersøgte mig så også, ig jeg fik påny kørt CTG kurve. Den viste at der var veer af en eller anden slags hvert andet-tredje minut. Og der blev så tilkaldt en fødselslæge, som også undersøgte mig og skannede mig indvendigt, og stor var forbløffelsen, da de konstaterede, at jeg var 10 cm åben og godt på vej i fødsel. De ville have givet mig noget vehæmmende medicin, men det kunne på ingen måde nåes, så jeg blev kørt til akut kejsersnit - så akut, at Bent ikke engang nåede at være med til det. Han var her dog, da Niclas blev kørt på neonatal og jeg kom op på opvågning.

Selve kejsersnittet husker jeg ikke ret meget af. Jeg var så langt væk på medicin, og mit blodtryk var virkelig lavt under det meste af forløbet, så jeg sansede ikke ret meget. De fortalte mig, hvad de gjorde, og der sad en sygeplejerske og fortalte at han var født og spurgte om jeg kunne høre ham, men registrerede ikke ret meget af, hvad der skete på opereationsstuen.

Da jeg kom op på opvågning og så Bent, begyndte virkeligheden ligesom stille og roligt at gå op for mig, og jeg indså at jeg NU var mor til 2. Og så var det alligevel lide uvirkeligt, for jeg var jo kun 31+1, så det var jo alt for tidligt for vores lille supermand at være kommet til verden.

Men efter lidt tid på opvågning, hvor både Bent, den vagthavende på opvågning samt jordemoderen, som var til stede under hele kejsersnittet, var rigtig søde til at snakke med mig og spørge ind til, hvordan jeg havde det med det hele, kom jeg endelig op til vores lille mand.

Jeg havde lige kort set ham på operationsstuen, men jeg havde jo på ingen måde registreret, hvor lille og skrøbelig han var. Altså han var super fin - taget i betragtning at han kom 9 uger før ventet, men han var jo så lille. 

Men eftersom dagene er gået, så har vores lille fis simpelthen imponeret lægerne så meget, og han er så fin en lille dreng. Vi er stadig indlagt på neonatal, og Hvornår vi må komme hjem, er stadig lidt usikkert, men vi har en nogenlunde dato fra lægen. Vil dog bare ikke helt sige noget endnu. 

1 kommentar:

  1. Stort tillykke!
    Sådan kom min venindes søn også lidt pludseligt til verden, og var også frisk som en fisk efter et par dage på neo (:

    - A

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...