fredag den 20. september 2019

Den perfekte mor

Jeg er nu flere gange på nettet, stødt på udtrykket "Den perfekte mor", og hver gang sidder jeg og tænker "ja, men hvad er den perfekte mor? Hvad er det, der gør en mor perfekt?".

Og ved I hvad, det er i min optik, helt og holdent er definitionsspørgsmål. 

Er man den perfekte mor, fordi ens hjem skinner, og der ikke er så meget som en nullermand at spotte nogle steder. Der bliver serveret hjemmelavet mad hver eneste dag - selvfølgelig af økologiske råvarer. Ens børn har aldrig en plet på tøjet, når de bliver sendt ud af døren. Ja, det er man måske nok, men det er ikke nødvendigvis netop de ting, der skaber en perfekt mor. 

Herhjemme kan der altså godt findes nullermænd rundt omkring, og rengøringen er bestemt ikke en daglig opgave. Mine børn - og jeg selv for den sags skyld - kan godt komme i vuggestue med en enkelt plet på tøjet, for rent tøj 5 minutter før afgang, er altså ikke nødvendigvis ensbetydende med rent tøj 1 minut inden vi skal ud af døren. Ja, vi får indimellem pizza eller McDonalds mad. Mine børn spiser sand, hvis vi sidder ude og leger i sandkassen, og ved I hvad - de har ikke taget skade af det endnu. Og jeg synes bestemt ikke jeg er den perfekte mor - jeg laver også fejl - men jeg gør mit bedste, og det kendetegner - i min verden - en perfekt mor. Mine børn mangler ingenting, og de får al den kærlighed, som jeg kan give dem. Og indimellem er det vigtigere, at hygge sig med dem og ty til en gang mad fra grillen, fremfor at bruge 2 timer i køkkenet på at lave et fint overdådigt måltid. 

Jeg er så træt af, at der er nogle folk derude, som mener at man skal gøre dit, og man skal gøre dat, for at være en perfekt forælder - nej man skal ej. Langt de fleste (og nej, det er ikke alle) gør vitterligt deres bedste for at være en god forælder, og så længe man gør det, så kan andre ikke forlange mere. 

Alle er perfekte på hver deres måde - det uanset om du vejer 50 eller 100 kg, om du 
afleverer dit barn iført joggingtøj, eller om du afleverer dit barn iført en krigsmaling, som burde være en bytur værdig. Jeg lider selv af social angst, og samtidig har jeg en selvtillid, der kan ligge i hullet på en 1 krone, og jeg har virkelig tit følt mig som en fiasko, fordi jeg ikke lever op til det glansbillede, man ofte ser rundt på nettet af folk, som for nyligt er blevet forældre. Jeg snakkede endda også med en af sygeplejerskerne om det, da jeg havde fået Niclas og lå på neonatal. Jeg havde ikke sovet mere end 2 timer om natten, og brød grædende sammen overfor sygeplejersken, fordi det simpelthen bare blev for meget det hele. Hun sad længe og snakkede med mig, og hun fik mig til at forstå, at jeg VAR en god mor, for jeg var der for mit barn, og når Silas var på besøg, havde jeg også overskud til at være der for ham, så han ikke følte sig glemt. Jeg passede selv Niclas, og fik kun hjælp, når sonden skulle skiftes - alt andet klarede jeg selv. Og meget mod min vilje, tog sygeplejerskerne Niclas over på deres kontor om natten, så jeg kunne få noget søvn, for det mente de var af største nødvendighed for mig. 

Og selv om selvtilliden stadig på ingen måder er i top, så vil jeg alligevel tillade mig at sige, at jeg er den perfekte mor for mine børn. 


torsdag den 19. september 2019

Man ved man er mor når.....

Synes det er på tide med en ny omgang "Man ved, man er mor når...", så håber I vil hygge jer med at læse med - mange mødre kan sikkert relatere til nogle af dem ☺
  •  man jubler over at have fået mere end 3 timers søvn på en hel nat. 
  • man fælder en lille tåre over at noget af det tøj i små størrelser, bliver pakket væk, for ikke at komme i brug igen. 
  •  man bliver stolt af de 2-3 streger, som en af ungerne har sat på et stykke papir - og man i øvrigt husker at rose dem og fortælle, hvor dygtige de er til at tegne. 
  • man kigger i kalenderen og ord som "sommerfest i vuggestuen", "bedsteforældredag osv figurerer. 
  • en af de store poster i budgettet er bleer, og man i samme ombæring priser sig lykkelig over at drengene bruger samme størrelse i bleer. 
  • man inden man skal støvsuge, lige skal bruge x antal minutter på at rydde gulvene for legetøj og forskellige andre ting.
  • man flere gange om dagen, må på suttejagt rundt i huset (vi burde efterhånden have fundet alle gemmesteder, men nej, vi kan stadig blive overraskede, når Silas pludselig står med 3 sutter). 
  • man er på vej ud af døren, kigger på sit tøj og tænker "nå ja, den ene plet lægger folk ikke mærke til, og der kommer nok flere inden dagen er slut alligevel". 
  • man, når man træt ligger sig under dynen, mærker et eller anden, der mistænkeligt minder om legetøj enten under puden eller et eller andet sted under dynen (biler og duplo er ikke så spændende at ligge på, vil jeg godt lige pointere). 
  • man kigger i køkkenskabet og plastictallerkner samt plastikkopper i alle afskygninger fylder en pæn stor del af skabet. 
  • man, som noget af det første, stiler mod børnetøjsafdelingen i Bilka, Føtex, H&M og lignende. 

mandag den 16. september 2019

Tiden flyver

Er det bare mig, eller går dagene lige lidt for hurtigt for tiden??

Jeg synes lige det har været mandag, og alligevel er det allerede mandag igen. En hel uge er gået, og det er jo ikke fordi, jeg synes, vi har lavet vildt meget i den uge. Ungerne har været i vuggestue, men det er kun i weekenden Bent har været på arbejde, men alligevel er ugen fløjet af sted.

Vi er allerede midt i september, og inden vi ser os om, er det jul. Wait - say what???  Ej men altså, tid er simpelthen bare en anden faktor, når man har børn.

Bent er på arbejde i dag. Han skulle have haft fri, men så ringede en af cheferne i morges, da vi var på vej hjem fra vuggestuen, og spurgte om ikke han kunne møde ind, og som afløser, er det jo med at tage de timer, han nu kan få, så vi kørte hurtigt hjem og hentede hans ting, og så gik turen mod Kolding og sætte ham af, og så hjem igen.

Lige nu sidder jeg og slapper velfortjent af, efter jeg har støvsuget, ordnet vasketøj, gjort mad klar til i aften, gjort lidt rent og ja ryddet lidt op efter lømlerne. Selv om Niclas ikke kravler rigtigt endnu (han har gjort det en enkelt gang, hvor han selv blev overasket over det), så skal jeg dæleme love for, at han kan rode. Det tager ham ikke mange minutter at få stuen til at se ud, som om der er sprunget en bombe derinde. Men det er jo kun godt, at han kan - og så må mor og far bare rydde lidt ekstra op.

Men bortset fra det, så går livet jo bare derudaf med hastige skridt. Den ene dag tager den anden, og jeg får langt fra nået alt det, jeg gerne ville nå - bloggen står alt for meget stille, og jeg har mere end én gang overvejet at lukke den ned, for føler ikke rigtig, jeg har tiden til det - jo når Bent arbejder og ungerne er i vuggestue, så er der indimellem tid til det, men ja, det er jo også der, jeg får ordnet alt muligt husligt samt slappet af, og jeg er altså "kun" alene små 5 timer, når Bent er på arbejde. Men ja, kan ikke rigtig beslutte mig, så indtil videre får den nok lov til at bestå, men med indlæg på de vilkår, jeg også har nu - med at skrive, når jeg har tid/lyst. 

tirsdag den 3. september 2019

Det rigtige valg

Jeg er mere end én gang blevet spurgt, hvorfor vi valgte vuggestue frem for dagpleje til Silas og Niclas, når der nu har været en del fokus på manglende omsorg fra pædagogerne i vuggestuerne, og en del af svaret er, at det føltes som det rigtige for os.

Vi snakkede med et par dagplejere til at starte med, for jeg var overbevist om, at det var netop DEN vej, vi skulle gå. Men vi ændrede alligevel mening. Ikke, at jeg ikke følte dagpleje var en god løsning, men det var bare ikke den helt rigtige for os.

Silas er en relativ stille dreng, og jeg var lidt nervøs for, om han ville isolere sig lidt i en dagpleje, hvor der måske "kun" var mellem  og  andre børn end ham, og hvor det måske ikke nødvendigvis var børn på alder med ham.

Vi snakkede som sagt med et par forskellige dagplejere, og der var ingen af dem, som 100% overbeviste mig om, at det var det rigtige for mit barn. Altså selvfølgelig lød det da rigtig tiltalende, og jeg vil på ingen måde tale negativt om dagplejere, men følte bare ikke det var det rigtige for os.

Vi havde så også forskellige muligheder, da vi havde besluttet os for vuggestue, og vi valgte så Børnehuset Broen her i Vamdrup. Der er vuggestue og børnehave under samme tag og den skole, hvor børnene skal gå fra 0.-3. klasse ligger lige umiddelbart i forlængelse af, så det hele er samlet, og der bliver derfor ikke så mange skift rundt til alle mulige forskellige steder, og de gør meget ud af, at de børn, som er på alder med hinanden, også kommer til at følges af. Fx er der 4 eller 5 børn, som er født omkring august, hvor Silas også er født, og de vil så nok komme til at følges videre fra vuggestuen. Derudover er de garanteret en plads i børnehaven, når de er skrevet op til vuggestuen, og det syntes vi var et kæmpe plus, og så skal de så ikke ud og møde en masse nye børn, når de kommer i børnehaven, for mange af dem, kender de jo allerede fra vuggestuen.

Ved Niclas var vi også meget i tvivl om, hvad vi skulle vælge, for han var jo født for tidligt, og da vi skulle skrive ham op, vidste vi jo ikke, hvordan hans udvikling ville blive, og om han ville være mærket af at være præmatur. Men vi tog chancen og skrev ham op i samme vuggestue som Silas, for så havde vi da i det mindste en plads til ham, og vi kunne jo altid ændre det, hvis det blev aktuelt.

Heldigvis viste det sig, at vores lille fighter var i stand til at klare det hele, og han klarer sig bare så fint i vuggestuen. Begge drenge er glade for at gå der, og hvis de endelig er lidt kede af det om morgenen, så har jeg stadig en god mavefornemmelse, når jeg går derfra, for jeg VED at pædagogerne tager sig godt af mine børn. Selv Niclas, som er en anelse bagud motorisk, tager de sig så godt af, og de hjælper på alle måder med de øvelser, som fysioterapeuten har givet os. Pædagogerne hjælper på alle de måder, de overhovedet kan. Og er der noget vi er i tvivl om, skal vi endelig bare komme og spørge. Pædagogerne har altid tid til at opdatere om dagens hændelser, når vi henter drengene.

Så jeg er helt 100% sikker på, at det valg vi traf ved at sende vores børn i vuggestue, er det helt rigtige. Jeg siger ikke, at det ikke også ville have vist sig, at være det rigtige at sende dem i dagpleje, og man skal helt sikkert gøre, hvad man selv føler for. Og det er jo tilladt at skifte, hvis man vælger det ene og senere finder ud af, at det er et helt forkert valg ☺

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...