tirsdag den 14. juli 2020

Tillykke min skat

🎵🎵 "I dag er det Niclas' fødselsdag
Hurra hurra hurra....." 🎵🎵

Ja, i dag fylder mindste musen allerede 2 år. Tænk, allerede 2 år. Tiden er simpelthen fløjet af sted, og jeg kan slet ikke forstå, at det i nat allerede var 2 år siden, han - 9 uger for tidligt - pludselig gjorde sin entré i vores liv. 

Stort tillykke med dagen min skat. Du er vores lille mirakel, og solstrålen i vores liv på de mørke dage. Du har den mest fantastiske personlighed, og der er ingen tvivl om, at du er din egen herre - og du ved hvad du vil, og ikke mindst hvad du ikke vil. 

Hver eneste dag glædes jeg over, at du har klaret dig så godt, og jeg er stolt over at være udvalgt til at blive din mor. 

Vi glæder os til at fejre dig senere. 

Elsker dig helt til månen og tilbage igen 💖




lørdag den 11. juli 2020

Et farvel til endnu et familiemedlem

Som I kunne se i mit tidligere indlæg, måtte vi for 2 uger siden sige farvel til vores ene 4benede familiemedlem. Og fandme så, om ikke vi atter måtte gå den tunge gang torsdag i sidste uge - den tunge vej til dyrlægen og sende vores elskede Bimmer over regnbuebroen, så han kunne blive genforenet med Mowgli, Bamse, Bella, Shang og de andre hunde, han har kendt. 

Hvis jeg havde det hårdt dengang med Bella (jeg var selv ved dyrlægen med hende, da Bent var på arbejde) og Shang (havde reddet hans liv, da han blev født), så er det vitterligt ingenting i forhold til den reaktion, der kom da vi skulle af sted med Bimmer. 

Bent skulle på arbejde, så jeg kørte ham på arbejde, fik drengene afleveret i vuggestue (Silas havde også en tid ved ørelægen, så det skulle vi også lige have klaret) og så ringede jeg til min bror, for at spørge, om han ikke nok ville tage med mig, og det ville han heldigvis. Jeg græd som aldrig før den dag, og da det var så vidt, at Bimmer skulle have den sidste sprøjte, kunne jeg simpelthen ikke være derinde længere, så jeg spurgte min bror, om ikke han ville være sød at sidde inde ved Bimmer, for det kunne jeg altså ikke. Og selvfølgelig ville han det. Jeg satte mig ud i bilen, hvor tårerne endnu en gang bare fik frit løb. 

Min bror kom så ud til mig, da det var overstået, og Bimmer havde forladt os med en masse dejlige minder og verden var et dejligt hundehjerte fattigere. Inden min bror blev kørt hjem, kørte vi lige forbi Bent og sagde at han var væk, og at det var gået hurtigt. 

Bimmer blev 11 år, hvilket jo i og for sig er meget for sådan en stor hund, men derfor ville vi jo gerne have beholdt ham endnu længere. Han havde dog efterhånden fremskreden gigt, så der var ikke så meget at stille op, han skulle i hvert fald ikke lide. 

"Hvil i fred Bimmer. 

 Dengang vi fik dig, havde vi lige mistet Mowgli 11 måneder gammel, og jeg var helt og aldeles overbevist om, at vi ikke skulle have en ny hund, men din "far" havde alligevel set dig på nettet og aftalt, at vi skulle op og se dig (uden min viden vel at mærke), og sådan blev det. 

Det var virkelig kærlighed ved 1. blik, da jeg så dig. De store poter og kæmpe ører til den lille hund, var jo ikke til at stå for, og da du rendte efter mig hele tiden, ja så skulle vi jo altså have hund igen. 

Ca 14 dage senere, skulle vi så op og hente dig, og hele vejen hjem i bilen kæmpede du for at komme over og ligge ved mig, så vi måtte holde ind til siden flere gange, så du kunne komme over til mig et par minutter, inden vi så kørte videre sydpå. 

Du har altid været en "mor-dreng", og du har altid været der til at "tørre" mine tårer væk, når livet har gjort ondt, men de værste tårer, kunne du ikke fjerne, for det var de tårer, der kom, da du skulle herfra min skat. Du har været den bedste hund, man overhovedet kunne forestille sig, og det var kun en ringe trøst, da dyrlægen forsikrede mig om, at din høje alder var ensbetydende med, at du (og Shang) havde haft en fantastisk liv ved os. 

For fanden Bimmer, hvor jeg savner dig. Du vil aldrig kunne erstattes basse. Håber du har det godt, hvor du er nu, og at du får jagtet en masse katte. Som Allan sagde, så kan der umuligt snige sig en kat ind i hundehimlen, nu hvor du, Shang og Bella er genforenet. 

Hvil i fred min skat, er sikker på vi ses igen "💗

🌟 Bimmer 2009-2020 🌟




onsdag den 1. juli 2020

Ventet - men alligvel uventet

I lørdags kom dagen, vi i bund og grund har ventet på, men aligevel kom den ganske uventet. Dagen, hvor vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen og sige farvel til Shang 😢

Jeg savner ham helt sindssygt meget, men det var helt 100% det bedste for ham, så han ikke skulle lide. Til de af jer, som ikke ved det, så er Bimmer (vores anden hund) far til Shang, og Bella (Shangs mor) havde vi også indtil hun blev aflivet for knap 10 år siden, så vi har haft Shang helt fra fødslen, og da han blev født trak han ikke vejret, så jeg pustede liv i ham, og reddede hans liv. Så naturligt nok, var den en endnu sværere beslutning at skulle træffe den om at ende hans liv. 

Men han led de sidste timer, så der var ikke anden "udvej", og selv om det var mega hårdt, så ville det have været endnu mere svært at holde ham i live for egen skyld. Han har været den dejligste hund, så selvfølgelig skulle vi give ham en værdig afsked. Og det fik han. 

Men hold nu op, hvor var lørdagen hård at komme igennem. Jeg sov stort set ikke natten mellem fredag og lørdag, og jeg græd mere eller mindre hele lørdag, så jeg lignede virkelig bare noget, der var løgn. 

"Hvil i fred Shang. 

Jeg ville ønske vi kunne have beholdt dig mange år endnu, men din krop ville ikke mere. Du havde oplevet nok, så det var på tide at sige farvel til dig. 

Mange gange, når jeg har grædt, har du "tørret" tårerne væk fra mine kinder, men den dag, hvor jeg måske havde mere end noget brug for det, da var mine tårer til ære for dig, og du kunne ikke fjerne dem. 

Jeg ved du har det godt nu, og det trøster mig. Men for dælen mors bandit - du er savnet, og ingen vil nogensinde kunne erstatte dig. 

Hav det godt til vi ses igen."

🌟 Shang 2010-2020 🌟




tirsdag den 23. juni 2020

Der sker så meget...

... så jeg glemmer jo helt bloggen til tider! 

Men altså, der er  liv i de gamle klude endnu. Der sker simpelthen bare så meget, så tiden løber altså fra mig indimellem. 

Men nu har jeg tid til at sætte mig ved computeren. 

I sidste uge kom brevet, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men som jeg alligevel ikke helt mentalt var forberedt på. Og ja, det lyder mere alvorligt end det er - det drejer sig nemlig "bare" om brevet med en dato for, hvornår Silas skal starte i børnehave. 

Og datoen er - TADA - 1/8... altså om små 5 uger 😱.

Hvor er min lille baby blevet af???

Til de af jer, der har fulgt mig lidt rundt omkring, så skal han jo på specialstue i børnehaven til at starte med - grundet problemerne med hans sprog. Men ved I hvad, det har jeg ingen problemer med, for så ved jeg, at han får den hjælp, han har brug for i hverdagen. Og han kan til enhver tid blive rykket ind på en af de andre stuer, så det tager jeg ikke så tungt. 

Niclas har jo så et år mere i vuggestuen. Men altså den lille bandit fylder jo allerede 2 år om 3 uger. Altså 3 uger!!!!! Føler virkelig lige jeg har fået ham, men når jeg så sidder og kigger billeder fra dengang vi fik ham, så bliver jeg stolt af den udvikling den lille mand har været igennem. Han har måtte kæmpe - præcis som Silas også har på nogle punkter - men han fejler ingenting i dag. Og der er ingen grænser for, hvad den dreng kan finde på. 😱

Derudover så sker der en masse med mig, men vil ikke lige sige for meget endnu. Vil gerne lige have det helt under kontrol, før jeg siger for meget, men bare roligt det er ikke noget alvorligt.

Håber I alle nyder sommeren, for det er da lige til at blive glad i låget af al den sol.  


søndag den 7. juni 2020

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

søndag den 31. maj 2020

Livsnyder

Det må vel egentlig siges, at beskrive mig ret godt pt. 

Solen gør altså bare et eller andet godt ved tilværelsen. Bent har haft en del fridage denne uge, så vi har virkelig bare hygget os. Vi har tilbragt en del timer ude i haven, og det er jo også det vi har den til, så det passer jo meget godt 😉

I tirsdags var vi ved ørelæge med Niclas. For en lille måneds tid siden var vi til kontrol af dræn, og det viste sig, at de var meget stoppede og det venstre dræn var ved at ryge ud pga tryk fra væske, der ikke kunne komme igennem drænet. Vi skulle så forsøge os med øredråber, og så skulle han til kontrol i tirsdags, for at se om øredråberne havde virket. Det havde de dog ikke, så vi fik en tid onsdag til at han skulle have skiftet drænene. Så af sted det gik igen onsdag. 

Onsdag havde jeg dog selv en tid på sygehuset, så det blev Bent, som tog af sted med Niclas, men det klarede de nu også helt til ug. Denne gang sov han rigtig godt igennem efter narkosen, så det var en relativt glad Niclas, vi fik hjem. 

Min tid på sygehuset onsdag var på organkirurgisk afdeling. Jeg var inde til forundersøgelse pga mit spiserørsbrok, som atter er begyndt at volde mig store problemer. Og det gik heldigvis som håbet. Jeg skal have lavet 3 yderligere undersøgelser, hvorefter det med 99% sikkerhed ender med operation, og det er jo det, jeg har kæmpet for i så mange år. 

Ham overlægen fortalte også, at min mavesæk sidder for højt, så den trækker sig op i spiserøret, og det er med til at jeg ikke kan klare mig med syredæmpende piller, for de sætter sig "fast" og så hjælper mavesækken med til at skubbe dem op, så jeg kaster dem op. Så piller i kapselform har ikke en effekt på mig. Så han ville undlade at give mig piller, men i stedet få mig hurtigt igennem systemet - altså så hurtigt, som det nu kan lade sig gøre. 

Jeg har så fået en tid til kikkertundersøgelse af spiserøret d. 17. juli, så der er heldigvis ikke SÅ lang ventetid. 

onsdag den 6. maj 2020

Hvordan er det egentlig gået

I dag er det 3 uger siden "vores" vuggestue atter åbnede op, og jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg mente vores drenge ville have godt af at komme af sted. Jeg er blevet kaldt: "en dårlig mor, en uansvarlig mor som kun tænker på mig selv, en mor der åbenbart er ligeglad med mine børns helbred" og meget andet de forgangne uger, men altså helt ærligt, så HAR jeg netop tænkt på mine børn ved at sende dem af sted. 

Og hvordan går det så egentlig nu, hvor de har været i gang i nogle uger. Jo det går over al forventning. 

Både Silas og Niclas er så glade, når de kommer af sted om morgenen. De er i samme gruppe og de er så glade for deres pædagog og hun er glad for dem. Vi oplever ingen grædende børn, når vi afleverer og det betyder alfa og omega for mig. Den glæde, vi mærker på dem, kan vi på ingen måde ignorere, og helt ærligt, så er jeg gerne en dårlig og uansvarlig mor, for at sende mine børn af sted og give dem en god dag, fremfor at sidde hjemme og kede sig. 

Jeg tror også, man skal passe lidt på med, hvem og hvad man dømmer folk efter. Gentagne gange, når jeg er ude og handle, har jeg set ældre (ikke nødvendigvis gamle, men nok 50+) folk, som ikke spritter hænder, som ikke holder afstand og som i bund og grund er ligeglad med, om de hoster andre ind i hovedet. I min optik udgør de da en langt større smitterisiko end mig, som spritter hænder inden vi forlader huset om morgenen, inden vi går ind i vuggestuen og når vi går ud derfra igen (der er sat håndsprit op ved lågen ind til børnehave og vuggestue, så den er til fri afbenyttelse). Jeg vasker hænder 20+ gange om dagen og har altid en lille flaske håndsprit liggende i bilen. Jeg holder afstand i supermarkederne, og ja, når ungerne er med, så spritter vi også deres hænder af (og det samme om morgenen i vuggestuen), så jeg ser på ingen måde mig selv som en stor smitterisiko. 

En dag i sidste uge, da jeg hentede Silas og Niclas i vuggestuen, stod der en flok forældre (måske 6-8 stykker) ude på parkeringspladsen og knævrede. De stod med måske 15 cm mellem dem, og netop én af de selvsamme forældre havde inden opstart siddet på Facebook og været en af dem, som kæftede højst op om at hendes børn i hvert fald ikke skulle være prøvekaniner og stilles først i køen til at blive smittet. Jeg kunne ikke tilbageholde et lille grin, da jeg gik forbi dem, for det er sgu da dobbeltmoral der vil noget. Og med en fokus, der er på rengøring i institutionerne, så tror jeg ærlig talt nok, at det er de børn, der er af sted der er mindst risiko for smitter andre. Men det er bare min mening. 

I morges gik vi ud i vuggestuen Silas, Niclas og jeg. Bent skulle møde i Kolding kl. 6, så jeg mente ikke der var nogen grund til at vi andre skulle op kl. 5 for at køre ham. Og Silas hyggede sig virkelig med at kigge på biler og cykler. Så det kan vi helt sikkert godt gøre igen en anden gang. 

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

mandag den 6. april 2020

Nyder roen

Både i lørdags og i går arbejdede Bent 12 timers vagter, og i dag har han arbejdet kl. 14-21, og hold nu op, hvor er min krop ved at være træt - både fysisk og psykisk. Det energi niveau, som både Silas og Niclas lægger for dagen, er jo simpelthen mere end deres stakkels mor kan følge med til, og samtidig reagerer især Silas voldsomt på, at hans far nu ikke er så meget hjemme, som han var mens genbrugspladserne var lukkede. 

Så en del af dagen, står jeg med en grædende dreng, som går og kalder på sin far. Altså selvfølgelig kører vi da forbi genbrugspladsen, hvis det passer med at Bent lige har 5 minutter til overs til at snakke, men det er altså ikke helt det samme. Men hvad gør man ikke, for at junior kan se sin far ☺

Lige nu glæder jeg mig bare til at Bent er hjemme om et kvarters tid. Selv om han driver mig til vanvid, når han går hjemme for lang tid, så er det alligevel også hårdt, når han nu pludselig er SÅ meget væk. Den næste uge byder da også på en god blanding af både dag- og aftenvagter, så jeg kommer til at stå en del selv med drengene om aftenen, men sådan er det jo også bare. 

Nå nu må jeg hellere lige få hængt vasketøj op inden manden kommer hjem. 

Hav en god aften derude. 

søndag den 5. april 2020

Facts, du måske ikke kender, om mig

Synes det er længe siden, jeg sidste har lavet sådan et indlæg. Og nu, hvor der ikke sker det vilde i mit liv, ville det måske være en god ide. 

Eftersom jeg tidligere har lavet sådanne indlæg, kan jeg ikke helt garantere, at der ikke er nogle gengangere, men mon ikke nok I overlever det også. 
  • Jeg elsker at spille World of Warcraft, men det er dog ikke det helt store, jeg får spillet efter vi har fået Silas og Niclas. 
  • Silas er opkaldt efter danseren Silas Holst. Han har altid været en af mine favoritdansere i "Vild med Dans", så selvfølgelig skulle min søn opkaldes efter ham. Og Bent brokkede sig ikke. 
  • Jeg har enormt svært ved at være i selskab med fremmede mænd. Selv mænd, jeg godt kender, virker skræmmende på mig. 
  • Det seneste knap 1 års tid, har jeg dog fået en rigtig god ven, som er en mand. 
  • Uanset, hvor varmt det er, så skal jeg alligevel have min dyne over mig, når jeg skal sove. 
  • Jeg har fået psykologhjælp, fordi jeg havde en virkelig stor trang til altid at tjekke ungerne, når de sov. Jeg var mega bange for, at der skulle ske dem noget, og at jeg ikke ville opdage det. Jeg havde en lang periode, hvor jeg ikke sov mere end max samlet 1,5 time om natten, fordi jeg hele tiden holdt øje med Silas og Niclas. Jeg fik så hjælp til at bearbejde det, og i dag har jeg ikke på samme måde en frygt for at miste dem. 
  • Jeg er ikke nem at imponere - hverken med det ene eller det andet. 
  • Jeg er meget selvkritisk. 
  • Jeg HADER når folk roser mig enten for at være mig, eller for noget jeg har gjort. 
  • Folk fortæller ofte de værste skrækhistorier om deres sagsbehandlere på jobcenteret, men jeg har simpelthen den sødeste sagsbehandler, som jeg har været så heldig at have i 5 år, også selv om min ledighed har været "afbrudt" af 2 gange barsel. 
  • Jeg er ikke meget til alt mulig fancy nymoderne mad - jeg sværger mere til god gammel dansk mad. 
  • Da vi skulle have Niclas, var det Bent, som valgte navn til ham. Da vi fandt ud af jeg var gravid, havde jeg en mavefornemmelse, som sagde det var en dreng, og Bent svarede så at han syntes, han skulle hedde Niclas, hvis det var rigtigt. Da vi så så den lille tap på skanningen, var vi ikke i tvivl om at det var en lille Niclas. 
  • Da jeg var lille, ville jeg gerne have mit navn ændret til enten Esmeralda eller Solejma (spørg ikke, hvor i alverden jeg har det fra, for det aner jeg faktisk ikke). 
  • Stort set hele mit liv har mine forældre (og senere Bent og jeg) haft hund. Mine yndlingshunderacer er: Corgi, New Foundlænder, Golden Retriever, Fransk Bulldog, Bullterrier og Berner Sennen. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





søndag den 29. marts 2020

Atter sommertid

Det er egentlig lidt ironisk... nu har vi de sidste par uger virkelig haft godt vejr.. altså totalt forårsagtigt, og nu, hvor vi jo så er skiftet til sommertid vender det og bliver mere koldt igen. Altså, hvad sker der lige for det?

Mange forældre brokker sig ofte over de kære børns "manglende fornemmelse" for omstilling mellem sommer- og vintertid, men hey her har i moren, som vågnede totalt frisk kl. 4:38 (og ja, jeg kom først i seng kl. 1 efter sommertid). Lå og vendte og drejede mig inde i sengen og gloede lidt Viaplay, men helt ærligt, så hjalp det ikke en fløjtende fis, så jeg stod op, og jeg sidder lige nu og nyder min 3(!!!!!) kop VARME kaffe. Både Bent og drengene sover som sten endnu, så jeg nyder roen - ja altså, jeg har også allerede gang i at vaske tøj plus jeg har tømt tørretumbler, så lidt praktisk er jeg da alligevel. 

Bent har jo gået hjemme i 3 uger nu, og han er ærlig talt begyndt at blive en anelse rastløs, så glæden var stor, da vi i går læste, at Kommunernes Landsforening nu har givet grønt lys til at landets genbrugspladser må åbne igen - dog med forskellige restriktioner - men altså hey Bent skal atter på arbejde og vi kan få alt det affald væk, der står i sække ude i værkstedet. Hans første vagt er så torsdag fra 13-22, så det bliver dæleme en lang dag. Men sådan er det nu engang bare. Han skal være - og er også - glad for at han bliver brugt nu, hvor han jo "kun" er afløser. 

Og ja, selv om det ganske vist trækker tænder ud at vi alle 4 går hjemme HVER dag, så har Bent og jeg alligevel fået ordnet en masse praktiske ting de seneste uger. Hele huset er mere eller mindre gjort hovedrent, og så er der alle de almindelige dagligdagsgøremål, som jeg trods alt har nydt at have hjælp til - og ved I hvad, der er rent faktisk en bund i vores vasketøjskurv!!!

Vi har allerede grillet 2 gange i den her uge, og det er jo simpelthen en af "sommerens glæder". I går prøvede vi at grille kålpølser, og de blev dæleme gode, så det er ikke sidste gang, vi har gjort det. 

Håber I alle har en fantastisk weekend.   

mandag den 23. marts 2020

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 





mandag den 24. februar 2020

Livet i overhalingsbanen

Der føler jeg i hvert fald, at mit liv leves lige pt. Der er fuld knald på, og jeg kan ærlig talt godt mærke, at jeg er ved at være godt brugt - både fysisk og psykisk.

Både Silas og Niclas har haft et par dage i sidste uge, hvor de var syge, og det kunne bestemt godt mærkes på energiniveauet. Jeg er simpelthen så træt, når vi først når hen omkring 20 tiden om aftenen.

Tilbage i november startede jeg på et forløb, som skal hjælpe mig med at bearbejde min angst, så jeg med tiden kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og jeg kan godt sige jer, at det er hård kost. Det er sgu nærmest fuldtidsarbejde at arbejde med sig selv. Men det er nødvendigt.

Derudover har der været mange andre ting, som også har skulle klares. Niclas havde også "besøg" af fysioterapeuten ude i vuggestuen for små 2 uger siden, og jeg fik så meget ros for det arbejde, jeg har lagt i ham. Han er nu så godt som fuldt ud på niveau med andre på hans alder (altså hans "rigtige" alder i forhold til fødselstidspunktet, og ikke den korrigerede i forhold til termin), så jeg er lettet. Han går ikke uden støtte endnu, men det er på ingen måde noget, som der tænder nogle alarmklokker. Han er præcis, som han skal være. Nu skal han bare lige have modet til at slippe når han går.

I fredags havde de fastelavn ude i vuggestuen, og hold nu op, hvor havde vi et bøvl med at finde udklædning til Niclas. Han går jo ikke endnu, så vi skulle finde en dragt, der ikke var for tung, men som samtidig også passede alle andre steder (LÆS: han er lidt bred, så den skulle passe i både længde og bredde). Men mor her måtte så en tur i BabySam efter noget helt andet, og der lykkedes det mig så at finde lige netop TØJET til minimusen. 

Så derfor sendte vi et Tigerdyr og en ræv i vuggestue i fredags, og de havde hygget sig. 

Weekenden er brugt på hygge med familien... i lørdags var vi hjemme ved mine forældre og spise. Der var noget rundvisning oppe på Bents arbejde, så det tog vi med til, og så blev drengene passet hjemme ved mormor, morfar og onkel imens. I går havde vi så inviteret dem alle 3 herud til fastelavnsboller og aftensmad, så da jeg satte mig i sofaen i går aftes og drengene endelig sov, kunne jeg godt mærke trætheden. Har da også sovet som en sten i nat, så jeg må have haft brug for søvnen. 

I dag har vi pt ikke de vilde planer... Bent har, indtil videre, fri, og drengene er kommet ud i vuggestuen, så tror bare vi tager dagen, som den kommer. Jeg ved, jeg skal til lægen i eftermiddag, men det er også det eneste. 




tirsdag den 28. januar 2020

Long time no see

Januar måned er nu næsten allerede omme, og det er virkelig begrænset, hvad jeg har bedrevet online. 

Har haft en del at se til irl, og når drengene så har sovet om aftenen, så har der bare ikke været energi til at tænde computeren. Har været noget så træt om aftenen, og det er sket mere end én gang, at jeg er faldet i søvn på sofaen, mens vi har set film. 

D. 9. januar var Silas til kontrol ved ørelægen. Begge dræn sidder helt fint, og det er intet at bemærke. Vi havde så snakket om, at vi ville få en tid til at få tjekket Niclas' ører - ikke at vi mistænkte, der var noget galt, men bare lige for en sikkerheds skyld, så han ikke risikerede at skulle gå og bøvle med ørerne ligesom Silas - hvis der nu mod forventning var noget.  Vi kunne allerede få en tid mandag ugen efter, og den tog vi selvfølgelig imod. Og vores overraskelse var mere end stor, da det viste sig, at Niclas også havde stærkt undertryk i det ene øre og væske på begge ører - præcis ligesom Silas. Så det endte så med endnu en tur ved ørelægen sidste uge, hvor også Niclas fik dræn i begge ører. Og endnu en gang, er jeg taknemmelig for, at jeg valgte at følge min mavefornemmelse og få minimusens ører tjekket. 

Derudover er der jo bare fuld fart over feltet med alverdens ting. Sidste uge bød bl.a. på 3 lægebesøg, og det trætter altså at skulle være så meget "på" hele tiden. Bent arbejder jo også nærmest hele tiden, så der er jo enormt meget, der hænger på mine skuldre. Plus jeg så selvfølgelig også er efter mig selv, fordi jeg gerne vil holde hjemmet pænt og rent - og jeg må bare indrømme, at jeg altså ikke kan nå det hele, uanset hvor gerne jeg end vil. Jeg skal lære mig selv, at det er ok, hvis jeg ikke støvsuger lige præcis hver 2. dag. Men det er altså svært. 

I november startede jeg jo også i et forløb, som skal hjælpe mig med at håndtere min sociale angst og styrke mit selvværd, og der har jeg pt samtaler én gang om ugen, og ja det hjælper mig, men for fanden det er psykisk hårdt. Der bliver virkelig rodet op i en masse tanker og følelser, som jeg jo egentlig har gjort mit til at holde skjult. Alt det bliver der rippet op i nu, og det sætter et eller andet sted endnu flere tanker i gang. Hvad planen er fremadrettet, vil jeg gerne vente lidt med at udtale mig for meget om, da der først skal snakkes med min sagsbehandler. Men der er nogle ting på "tegnebrættet", som forhåbentlig kan hjælpe mig.

Under hele denne proces, har jeg også fået en kæmpe hjælp fra en helt uventet kant, og det er noget, der stadig overrasker mig en hel del. Men det viser bare, at jeg er kommet lidt videre i forhold til bare for 1 år siden. 

Denne her uge byder heldigvis ikke på nogen planer for mit vedkommende. Altså, jeg har kørt Bent til Kolding i dag til noget kursus, men derudover er der ingen planer, så jeg skal dæleme slappe af - Niclas har 2 kindtænder på vej, så det bliver ikke til så pokkers meget nattesøvn til mor her, så jeg skal nyde, at jeg kan sætte mig med en varm kop kaffe og bare slappe af indtil drengene skal hentes. 

lørdag den 4. januar 2020

Juleaften anno 2019

Ja altså, jeg ved jo godt, at vi er kommet igennem nytåret og er kommet ind i 2020, men altså jeg havde prioriteret at hygge med familien imellem jul og nytår, så der blev ikke rigtig brugt så meget tid online, så derfor er det her indlæg en anelse forsinket, men mon ikke nok I overlever alligevel.

Vi skulle jo igen i år holde jul herhjemme sammen med min bror, mine forældre og min ene onkel. Bent arbejdede alle dage op til d. 24., så der var lidt meget stress på mig herhjemme. Men altså, d. 23. december kørte drengene og jeg Bent på arbejde og så kørte jeg drengene hjem til mine forældre, for de skulle derhjem og hygge, så mor her kunne få lavet så meget som muligt herhjemme.

Jeg fik da også ordnet en hel del inden jeg hentede Bent fra arbejde, og vi sammen så kørte hjem til mine forældre og spiste og hentede drengene.

D. 24. december tillod drengene sig for en gangs skyld at sove til lidt over 8 om morgenen, og så stod vi alle op og fik morgenmad sammen.

Omkring middagstid var begge drenge VIRKELIG trætte, men der var ingen af dem, som havde i sinde at sove, så vi besluttede os for at køre hen på containerpladsen og smide noget væk og så kunne Bent lige trykke containerne med det samme. Vi kørte så en lille times tid og begge unger fik sovet lidt inden vi returnerede til Nørregade igen. 

Mine forældre og bror kom så herud og fik gløgg og æbleskiver ved 15 tiden, hvor hele huset emmede af JUL. Min onkel kom ved 17 tiden eller deromkring. Lidt efter kl. 18 satte vi os til et veldæket julebord, og så kunne julefreden sænke sig over det lille hjem. Både Silas og Niclas var godt trætte, så de fik lov til at åbne gaver sådan stille og roligt aftenen igennem, inden de måtte overgive sig til søvnen ved 21 tiden. 

Vi andre sad så og snakkede lidt, inden vi også begyndte at åbne gaver.  Vi fik simpelthen så mange lækre gaver, men de bedste var de 4 små gaver, som Silas og Niclas var kommet hjem fra vuggestuen med. Der var en nøglering til os hver fra Silas og en til os hver fra Niclas - naturligvis noget de selv har lavet (med hjælp fra pædagogerne), og det er simpelthen den bedste gave, man kan få. 

Hvad vi eller fik, kan I se her: 
- Royal Copenhagen stjerneriflet krus, dobbelt vaffeljern samt elektriske tandbørster (fra mine forældre og bror)
- Sengetøj (fra min veninde, hendes mand og deres 2 børn)
- Royal Copenhagen stjerneriflet fyrfadsstager samt Kähler lyshus (fra Bent)
- Georg Jensen juleophæng fra 2019, pandekagepande samt et "stativ" med bageriste (fra min veninde, hendes mand og deres 2 piger)
- Kalender, nøgleringe og bog med billeder (fra Silas og Niclas)
- Klarborg nisse (fra Bimmer og Shang)

Så vi brokker os bestemt ikke. Vi fik så mange fine gaver, og noget vi virkelig havde ønsket os, så det kunne jo ikke være bedre. Vi havde så også ramt plet med de gaver, vi havde købt, så endnu en gang havde mine gave-evner ikke fejlet. Resten af aftenen forløb stille og roligt. Min onkel kørte hjem først. Mine forældre blev så lige lidt endnu inden de og min bror kørte hjem. Bent og jeg fik så lige ryddet det sidste op og så sad vi og snakkede lidt inden vi også fandt vores senge. Alt i alt, var det en rigtig god juleaften, og vi havde 2 trætte unger - godt mættede af alle indrtryk. De nåede heller ikke at åbne alle deres gaver (de fik mange, vil jeg godt pointere), så da de vågnede 1. juledag, var der en masse gaver, de kunne kaste sig over. 

Farvel 2019 - goddag 2020

Ja, så er vi allerede 3 dage inde i det nye år. Vi skal nu vænne os til at skrive 2020 i stedet for 2019.

Håber I alle kom godt ind i det nye år - uden nogen skader. Her havde vi en stille og rolig nytårsaften med mine forældre, min bror og min onkel.

Vi fik en masse god mad, og ellers hyggede vi os bare. Jeg var dog nødt til at gå i seng ved 9 tiden, fordi jeg simpelthen havde den vildeste hovedpine (har været stresset i små 14 dage nu, og det har sat sig som en nærmest kronisk hovedpine), vågnede så lige kort og sov så videre igen. Men da klokken var et minut over midnat vågnede jeg, så jeg fik sagt godt nytår, og fik en lille slurk champagne.

Mine forældre og bror kørte ved 00:50 tiden, og så fik Bent og jeg ryddet op inden vi satte os med en kop kaffe, og jeg så kort efter gik i seng igen.

Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er 2020. Synes lige vi er kommet ind i 2019, men ja, året er jo bare fløjet af sted, og vi er j bare fulgt med - uanset hvad året end har budt på. 

Én ting, jeg dog skal indrømme er, at siden vi har fået børn, så er tid en helt anden størrelse end den har været hidtil. Jeg behøver bare kigge på de 2 skønheder, som jeg har sat i verden og følge deres udvikling, så kan jeg se, hvor hurtigt tiden går. 

En af dagene, hvor jeg har lidt tid, vil jeg lige komme med et indlæg om vores juleaften - det plejer jeg jo ☺



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...