fredag den 12. februar 2021

Tabu???

Forleden sad jeg og skrev med en på nettet. Hun søgte svar på nogle spørgsmål angående reagensglasbehandling, og jeg meldte så tilbage, at jeg havde 2 forsøg i bagagen, og hun skrev så at hun havde nogle spørgsmål, og om det var ok hun stillede mig dem i en privat besked. 

Samme pige var flov over, at hende og hendes kæreste skulle i fertilitetsbehandling, så hun var ikke meget for at komme ud med sine spørgsmål til nogen, som måske kendte hende, og jeg rådede hende blandt andet til at finde en eller 2, som hun virkelig stoler på, som hun kan fortælle om det, for det kan være noget af en mundfuld at gå med alene. 

Jeg var selv virkelig flov over, at jeg da for hulen ikke bare kunne blive gravid, men samtidig vidste jeg jo også godt, at der er andre bl.a. i min familie, som har haft problemer, men det hjalp mig bare ikke alligevel. Jeg betroede mig så til et par veninder, og jeg er den dag i dag, virkelig glad for at jeg gjorde det, for selv om jeg selvfølgelig havde Bent at snakke med, så var det rart at have nogle andre at snakke med. Nogen, som ikke i den forstand, var involveret i "projekt baby". For ikke nok med, at alle hormonindsprøjtningerne var hårde for kroppen - både fysisk og psykisk - nej, så var det også hårdt, når det så ikke lykkedes. Og Bent var jo "nødt" til at holde gejsten oppe ved mig, men jeg havde jo også bare brug for at brokke mig over at min "lorte krop da for fanden ikke bare kunne gøre, som den nu en gang er skabt til". 

Ligeledes havde jeg behov for at juble med nogen, da jeg havde de 2 streger ved både Silas og ved Niclas. Min ene veninde havde været med på sidelinien under HELE forløbet - både ved fertilitetsbehandling og hele perioden efter, hvor jeg ALDRIG skulle igennem det igen, når det alligevel ikke ville lykkes - og efterfølgende, hvor jeg alligevel besluttede mig for at tage det sidste forløb (uden det dog nåede dertil, da de 2 magiske streger dukkede op få dage senere på naturlig vis) og under begge graviditeter (hun vidste endda testerne var positive før jeg viste dem til Bent), og jeg er LYKKELIG for, at jeg havde en af betro mig til. 

Jeg lærte undervejs, at jeg ikke skulle være så flov over, at jeg var nødt til at have behandling for ufrivillig barnløshed, for det er mere udbredt end jeg troede det er. Det er stadig - desværre - bare belagt med en slags tabu, at man ikke kan få børn på naturlig vis. Og det er sgu synd, for jeg tror, at det får mange til at tøve lidt med at søge hjælp, når de positive tests udebliver. 

Som jeg tidligere har nævnt, så var det enormt svært for mig, at erkende, at jeg havde brug for hjælp dengang, og der gik knap 4 år, før jeg turde opsøge læge. Men i dag fortæller jeg hellere end gerne min historie, for det er en del af den bagage, jeg slæber rundt på, og det kan man bare ikke rigtig lave om på. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...